Oliver Anker, der inden denne sæson er skiftet til Frederikshavn fra Aalborg, startede målscoringen i torsdagens opgør. Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Frederikshavn satte mesterholdet på plads og fik første hjemmesejr

White Hawks kravler mod toppen af Metal Ligaen efter fire sejre i sæsonens første seks ligaopgør

23. september 2021 kl. 22:28
Opdateret kl. 22:35

ISHOCKEY: Det er Rungsted Seier Capital, der er regerende dansk mester, men bedømt ud fra torsdagens opgør i Metal Ligaen mod Frederikshavn White Hawks er nordjyderne et bedre bud på en titelaspirant i denne sæson.

Høgene var gennem kampen det bedste mandskab og vandt fortjent opgøret i Nordjyske Bank Arena med 3-1. Det var nordjydernes fjerde sejr i sæsonen - i seks forsøg - og de indtager dermed tredjepladsen med 11 point. Rungsted ligger næstsidst.

Begge hold gik frisk til sagen i en livlig start på kampen, men det var Frederikshavn White Hawks, der først kom på tavlen. Elias Ulander sendte Oliver Anker afsted i en kontra, og sidstnævnte skar flot ind foran mål og udplacerede målmanden til 1-0 efter knap seks minutters spil.

Mod slutningen af første periode så man igen forskellen på de to hold, når mulighederne bød sig foran mål. Christopher Frederiksen kørte ned bag kassen og fandt fra den position Lucas Andersen foran mål. Uden at blinke sendte Andersen pucken højt i nettaget til 2-0 for hjemmeholdet - hans syvende scoring i sæsonen.

1012 tilskuere så Frederikshavn hente sæsonens første hjemmesejr. Arkivfoto: Bente Poder

Godt fire minutter inde i anden periode fik Frederikshavn chancen i overtal - uden at kunne få prikket yderligere hul på bylden. I stedet løb Rungsteds fire mand kontra og pyntede til 2-1 på måltavlen via et resolut slagskud fra Frederik Bjerrum.

Hurtigt slog hjemmeholdet dog tilbage via førstekæden. Nikolaj Krag-Christensen fandt fra sin position bag mål en helt fri Jesper Jensen foran kassen, og landsholdsspilleren satte usvigeligt sikkert pucken i nettet til 3-1.

Siden sad Frederikshavn tungt på den resterende del af anden periode - uden dog at kunne udbygge føringen på en håndfuld ganske pæne tilbud.

I tredje periode kom Rungsted markant bedre med, men de kunne ikke få prikket hul på Tadeas Galansky i nordjydernes mål, og derfor blev der ikke scoret yderligere.

Kampfakta

Frederikshavn White Hawks - Rungsted Seier Capital 3-1

Periodecifre: 2-0, 1-1, 0-0

Mål: 1-0 Oliver Anker (5.47), 2-0 Lucas Andersen (17.34), 2-1 Frederik Bjerrum (24.23), 3-1 Jesper Jensen (26.31)

Udvisninger: Fr.havn 3x2 min, Rungsted 4x2 min + 1x10 min.

Tilskuere: 1012

Annonceret indhold

Nyeste