En udlignende scoring fra Watford i Premier League-kampen mod Newcastle var med til at give nordjyde en særdeles indbringende weekend. Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix
Livet her

Frederikshavner satte fem kroner på vildt væddemål - vandt 18.000

Efter at have ramt udfaldet i 12 fodboldkampe trak nordjyden stikket på Oddset-kupon - og reddede dermed gevinsten

27. september 2021 kl. 11:34

FODBOLD: En Oddset-spiller fra Frederikshavn havde en særdeles god weekend, for søndag formiddag kunne han se godt 18.000 kroner trille ind på kontoen.

Nordjyden, der er midt i 40'erne, havde lavet en vild kupon med 13 fodboldkampe - heraf flere overraskende udfald. Det samlede odds løb op i 3.695, og trods en indsats på blot fem kroner kunne han se frem til at få udbetalt intet mindre end 60.000 kroner, hvis alle resultater flaskede sig.

Søndag morgen kunne frederikshavneren konstatere, at han havde ramt de første 12 udfald og således blot manglede et uafgjort resultat i den spanske ligakamp mellem Mallorca og Osasuna, før der var jackpot.

I den situation tilbyder Danske Spil, at man kan lukke sin kupon - mod at modtage en mindre gevinst. Det valgte den heldige spiller og indkasserede dermed de 18.000 kroner.

- Hvis han ikke havde trukket pengene ud, var kuponen ikke gået hjem, fortæller Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter i Danske Spil, i en pressemeddelelse.

Kampen mellem Mallorca og Osasuna stod uafgjort 2-2 frem til 88. minut, men her scorede gæsterne det sejrsmål, der kunne være blevet fatalt for nordjyden. Mådehold gjorde dog, at spilleren fra Frederikshavn altså alligevel fik en ganske indbringende weekend - for en femmer.

Blandt den nordjyske Oddset-spillers forudsigelser var uafgjort i Watford-Newcastle (odds 3,35), uafgjort i Salernitana-Verona (odds 3,25) og hjemmesejr i Sevilla-Espanyol (odds 1,77).

Annonceret indhold

Nyeste