Daniel Holmen scorede syv gange og blev Elitesport Vendsyssels topscorer i Tønder. Arkivfoto: Claus Søndberg
Livet her

Godt comeback var tæt på at give Vendsyssel en drømmestart

Elitesport Vendsyssel var uhyre tæt på en sejr i sæsonpremieren, men måtte til sidst nøjes med et enkelt point

05. september 2021 kl. 16:27
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:52

HÅNDBOLD: Elitesport Vendsyssel fik et enkelt point ud af sæsonpremieren i herrernes 1. division i håndbold, da det søndag blev 24-24 i udekampen mod TM Tønder.

Det kunne endda være blevet til en sejr, hvis hjemmeholdets Jaris Uwe Tobeler ikke havde udlignet på et straffekast i sidste sekund.

- I betragtning af afslutningen på kampen er jeg helt vildt ærgerligt over, at vi ikke fik de to point, for vi havde det i vores hule hånd til sidst.

- I det sidste angreb havde Tønder spillet i et halvt minut uden at være i nærheden af at komme til afslutning. Så tabte de bolden, hvor en af vores spillere desværre gik ud og tog en lidt dum udvisning, som gav dem muligheden for at spille i overtal til sidst. Det var dog ikke altafgørende, for de marginaler, vi manglede til sidst, kunne vi jo også have fundet andre steder, konstaterer Jonas Aaen, der er ny cheftræner i Elitesport Vendsyssel.

Efter første halvleg så det ellers ikke ud til, at Jonas Aaen skulle have point ud af sin debut som Elitesport Vendsyssel-træner. Ved pausen var gæsterne bagud 10-14, men det fik et stærkt comeback lavet om på.

Vendsyssel nåede på omgangshøjde 12 minutter inde i anden halvleg, da Mathias Haugen udlignede til 17-17, og derfra fulgtes de to hold pænt ad.

- Bedømt ud fra første halvleg er jeg glad for, at vi fik point, for der spillede vi ikke ret godt. I perioder stod vi for defensivt, og i den anden ende lavede vi for mange tekniske fejl. Vi lavede ni, hvoraf fem prompte blev straffet med mål i den anden ende, så de mål, vi var bagud med ved pausen, kunne vi hurtigt finde.

- Det er dog bestemt rart, at vi som et nyt hold kunne vise, at vi er i stand til at komme tilbage i kampen og endda til sidst stå med muligheden for selv at kunne afgøre det.

- Som et nyt hold er det også rart at starte ud med point, så det er jeg glad for. Der er stadig plads til forbedringer med de ting, vi arbejder med, så det skal vi arbejde stenhårdt videre med, siger Jonas Aaen.

Daniel Holmen blev Elitesport Vendsyssels topscorer i kampen med syv mål. Næste opgave for vendelboerne er en hjemmekamp mod Otterup søndag 12. september.

Annonceret indhold

Nyeste