Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Livet her

White Hawks fik drømmestart på den nye sæson

Frederikshavn White Hawks vandt 5-1, da de spillede sæsonens første ligakamp på udebane mod Herlev

08. september 2021 kl. 21:19
Opdateret kl. 21:26

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks fik en komfortabel sejr, da nordjyderne onsdag spillede sæsonens første kamp i Metal Ligaen. Her vandt nordjyderne med 5-1 trods en tidlig føring fra hjemmeholdet i Herlev.

Kampfakta

Periodecifre: 1-2, 0-1, 0-2

Mål: 1-0 Alexander Lindqvist-Hansen (00.34), 1-1 Nikolaj Krag-Christensen (07.17), 2-1 Christopher Frederiksen (16.35), 3-1 Radium Piroutek (33.02), 4-1 Lucas Andersen (47.11), 5-1 Christopher Åkesson (59.07)

Udvisninger: Herlev 3x 2 minutter, White Hawks 4x 2 minutter

Der gik nemlig kun et halvt minut, før Alexander Lindqvist-Hansen brød igennem og sendte pucken forbi Tadeas Galansky. Inden slutningen på første periode formåede White Hawks dog at vende Herlev-føringen.

Først udlignede Nikolaj Krag-Christensen, da han fulgte op på afslutninger fra Radim Piroutek og Jesper Jensen. Fra klos hold kunne han føre pucken i mål efter et massivt pres fra frederikshavnerne. Få minutter inden første pause gjorde Christopher Frederiksen det til 2-1 til White Hawks.

Sent i anden periode vendte Radim Piroutek så en presset situation, da han opsnappede en løs puck fra Herlev-spillerne trods et nordjysk undertal. Den førte han selv hele vejen frem til og i mål til en føring på 3-1.

Den føring blev udbygget i tredje periode, da Lucas Andersen først dukkede op ved bagerste stolpe efter Christopher Frederiksens forarbejde, inden Christoffer Åkesson kunne gøre det til 5-1 på et tomt mål, da hjemmeholdet havde trukket deres målmand i et sidste, desperat forsøg på at komme tilbage i opgøret.

Fredag skal Frederikshavn White Hawks igen på udebane, hvor Aalborg Pirates er værter til et nordjysk brag i Gigantium.

Annonceret indhold

Nyeste