Aalbæk Badehotel med Ulla Mosich og team
Livet her

40 år ved roret: Ulla fejrer fire årtier som hotelejer

25. april 2024 kl. 09:01

Aalbæk gl. Kro, i dag kendt som Aalbæk Badehotel, har rødder tilbage til 1818 og rummer en rig og farverig historie. Den 1. maj i år kan ejeren og restauratøren Ulla Mosich fejre sit 40-års jubilæum, en bemærkelsesværdig præstation i restaurationsbranchen.

Over de seneste fire årtier har Ulla Mosich ikke blot investeret sit hjerteblod i sin egen virksomhed, men også lagt store kræfter i bestyrelses- og foreningsarbejde inden for erhvervslivet og turismen. Hendes virke omfatter formandsposten hos turistforeningen Toppen af Danmark og medlemskaber i bestyrelserne for Skagen Erhvervsforening og HORESTAs regionsbestyrelse.

Ullas bemærkelsesværdige forretningssans og vækstorientering kombineret med hendes dybe kærlighed til fødebyen Skagen og Aalbæk, der er blevet ”hjem”, der har formet hende til en markant forretningskvinde. Hendes varme humor skinner også igennem, især når hun overvejer, hvordan jubilæet skal fejres:

- Det kan være, vi bare skulle have 2 minutters stilhed, siger Ulla Mosich med et smil.

Der bliver dog selvfølgelig både serveret lidt lækkert fra køkkenet og godt i glassene, når 40-års jubilæet fejres den 1. maj fra kl. 14.00 – 17.00 på Aalbæk Badehotel.

Historien tog sin begyndelse, da Ulla sammen med sin mand Jørgen erhvervede Aalbæk Gl. Kro den 1. maj 1984. Dengang bestod etablissementet af blot fire værelser. De indså hurtigt potentialerne, som gæsterne efterspurgte, og udvidede derfor med 18 værelser i sommeren 1986 og yderligere 18 værelser i 1989.

Efter opkøb af tilstødende ejendomme er hotellet i dag vokset til 59 velindrettede værelser.

I 2021 genoptog stedet sit oprindelige navn, Aalbæk Badehotel, og er kendt for sit unikke værtskab, fremragende mad, og et varieret årsprogram med underholdning og kulinariske oplevelser, som også inkluderer det populære julemarked, der samler lokale og besøgende omkring badehotellet i Aalbæk.

Ulla Mosich reflekterer over de forløbne 40 år.

- Det er i en branche, hvor jeg fra begyndelsen kun kom med erfaring fra den anden side af baren. Det har været learning by doing – for det meste virkeligt sjovt og spændende – men også nogle gange neglebidende, siger hun.

Når Ulla bliver spurgt om, hvordan hun er lykkes med så mange års succes med forretningen i Aalbæk, forklarer hun, at hun har været heldig at have et supergodt personale, der har arbejdet og knoklet for forretningen.

- I og med at vi var totalt nybegyndere har der jo også været en noget skæv tilgang til faget – og det tror jeg har hjulpet os, konkluderer jubilaren.

Annonceret indhold

Nyeste