Det sker

- Folk tror jo bare, at det her er gamle mennesker og dårlig musik

Musikfestival vil åbne folks øjne for spændende musik - men instrumentets navn er de nødt til at gemme væk

18. september 2021 kl. 15:57
Opdateret kl. 16:04

FREDERIKSHAVN: Egentlig så bliver arrangørerne nok lidt ærgerlige over, at det her i artiklen overhovedet er nødvendigt at skrive navnet på det instrument, som festivalen Squeezebox er baseret på.

For de ved godt, at instrumentets navn ikke sælger mange billetter.

Men vi kommer ikke udenom det. Altså navnet. På harmonikaen.

- Hvordan er det at basere en festival på et instrument, som I nærmest ikke nævner?

- Det er da specielt. Men vi vidste godt, at det måske ville være sådan, da vi startede festivalen, siger Jens Ole Amstrup, musik- og udviklingschef i Det Musiske Hus.

Det er efterhånden seks år siden, at han og Mette Duedahl Pedersen afviklede den første udgave af festivalen, der hører hjemme i Maskinhallen.

Idéen var egentlig Mette Duedahl Pedersens.

- Jeg er vokset i en familie, hvor vi tog til harmonikatræf. Men det var, fordi man mødtes af sociale hensyn, og den musikalske kvalitet var ikke særlig høj, erkender Mette Duedahl Pedersen.

Udlandstur åbnede ny verden

Men på et tidspunkt var familien til en harmonikafestival i udlandet, hvor der var nogle virkelig dygtige musikere. Og de lagde nye lag på den musik, som hun i forvejen troede, hun kendte.

- Folk tror jo bare, at det her er gamle mennesker og dårlig musik. Men der findes virkelig nogle afsindigt dygtige musikere. Og siden har jeg haft en drøm om at kunne lave sådan en festival i Danmark.

Siden hun var syv år, har Mette Duedahl Pedersen spillet på harmonika. Det ærgerer hende, at så få i Danmark har forståelse for, hvilken musik der i virkeligheden kan komme ud af instrumentet. Foto: Henrik Louis

- Herhjemme er harmonikamusikkens image jo lidt støvet, men her skal vi gerne skabe en festival, som viser harmonikaens alsidighed, siger Mette Duedahl Pedersen.

Og da hun for nogle år siden præsenterede Jens Ole Amstrup for idéen, så var han hurtigt med. Arrangementet passede nemlig fint til opgaven med at udbyde varieret musik - for den følger med, når man som Det Musiske Hus har status af at være regionalt spillested.

Fascinerende genre

Også Jens Ole Amstrup indrømmer gerne, at han er blevet fascineret af musikgenren.

- Når man stikker pinden ned i noget, man ikke ved en skid om, så folder der jo sig noget ud, der faktisk er ret flot. Harmonikaen har en helt anden status i vores nordiske nabolande. I Finland og i Sverige er det kæmpestort. Der får man virkelig en spændende og "mindblowing" musikalsk oplevelse, forklarer han.

Tilsvarende fine koncerter har der ifølge Jens Ole Amstrup allerede været ved de tidligere udgaver af Squeezebox - og håbet er, at flere og flere nordjyder vil finde en værdi i musikken.

- Vi vil gerne tilbyde en anden type koncertoplevelse, end den mange forbinder med harmonikamusik. Her er god lyd, godt lys og alle de ting, der er på et rigtigt spillested. Og vi kan mærke, at der begynder at ske nogle ting (med tilslutningen, red.). Folk begynder at få øjnene op for det, siger han og tilføjer:

- Derfor er vi også i gang med i forbindelse med vores markedsføring at arbejde os lidt ud af det med en harmonikafestival. For det her er ikke en harmonikafestival, som man kender det fra Bindslev og andre steder. Det er derfor, vi er begyndt at arbejde med titlen "Squeezebox - Roots And Traditional".

Coronaramt festival

Årets udgave af Squeezebox har i øvrigt en lidt anderledes form på grund af corona-situationen. Normalt strækker festivalen sig over en hel weekend - men denne gang var der kun et program om lørdagen.

- Vi bruger jo gerne et år eller halvandet på at planlægge sådan en festival. Og vi turde simpelthen ikke at binde an med en normal festival, da vi stod i starten af året. Det var faktisk ret nemt for os at tage den beslutning, siger Jens Ole Amstrup.

- Men det var alligevel vigtigt for os at holde fast i den weekend her i september, hvor vi skulle markere festivalen på en eller anden måde. Men det er blevet en lidt skrabet version, hvor vi egentlig bare holder fast i vores stampublikum og vores frivillige.

Jens Ole Amstrup glæder sig over, at det i sidste øjeblik er lykkedes at få den kendte svenske musiker Johan Kullberg til at spille.

Flere koncerter i vente

Nåede man ikke forbi Squeezebox i løbet af lørdagen, så er der dog ingen grund til at fortvivle.

- I stedet for at holde en normal festival, så gør vi det, at vi laver en række enkeltkoncerter, siger Jens Ole Amstrup.

Den første af enkeltkoncerterne er 18. november, hvor den dansk-nordiske trio "Dreamers' Circus" kommer til Frederikshavn. Og derudover er der også planlagt koncerter i januar, februar, marts og april - inden Squeezebox så til september næste år er tilbage med en normal udgave af festivalen.

Jens Ole Amstrup, musik- og udviklingschef i Det Musiske Hus, håber, at flere vil give harmonikamusikken en chance. Arkivfoto: Peter Broen
Annonceret indhold

Nyeste