Skoleskibet Danmark fra 1932 har hjemhavn i Frederikshavn og skal snart ud på sit 109. togt. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Jubel på Skoleskibet Danmark: Vi har procedurerne til at håndtere corona

Den tremastede fuldrigger med hjemhavn i Frederikshavn ser frem til togt #109

01. marts 2021 kl. 19:58
Opdateret kl. 21:06

FREDERIKSHAVN: Glæden er stor på det maritime uddannelsecenter Martec i Frederikshavn, der har ansvaret for den daglige drift af Skoleskibet Danmark.

Søndag fik begge de danske skoleskibe, Danmark og Georg Stage, grønt lys fra uddannelsesministeriet til at sætte sejl til forårets planlagte togter.

Det betyder for Skoleskibet Danmarks vedkommende, at 80 elever og 15 besætningsmedlemmer helt efter planen kan påmønstre Skoleskibet Danmark sidst i marts med forventet start på togt #109 påskelørdag 3. april.

Det er coronanedlukningen i Danmark, der skabte usikkerhed om årets togter - på linje med den situation, andre uddannelser, efterskoler og højskoler har stået i.

Man kan da også sagtens forestille sig en smittesituation gå amok på et skib, hvor knap 100 mennesker bor og lever tæt sammen i månedsvis. Derfor er kravene til elever også krystalklare som et blikstille hav.

Kravet til eleverne er, at de skal møde ind 14 dage før afrejsen med et negativt svar på en coronaprøve. Herefter bliver de isoleret og testet løbende, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

At der nu kan lettes anker glæder Pia Ankerstjerne, direktør for Martec og reder for skoleskibet.

- Og kommer der et udbrud af corona, så har vi procedurerne klar til at håndtere det, forsikrer hun.

Pia Ankerstjerne, direktør for Martec og reder for Skoleskibet Danmark, er lettet og glad for, at det lykkes at få 80 elever på togt #109 på søen. Foto: Ursula Rechnagel Taylor/Martec

De procedurer blev pudset af i i forbindelse med togt #108 i 2020, der blandt andet gik op gennem Østersøen til Ålandsøerne og retur til danske farvande fra 11. juli til midt i september.

Her blev en elev omtrent tre uger efter påmønstringen midt i juli testet positiv for covid-19, hvorefter alle elever og besætningsmedlemmer i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Frederikshavn Kommune og Skoleskibets nødberedskab blev sat i selvisolation for at forebygge og inddæmme eventuel smittespredning.

En uge senere var alle ombordværende testet negative - også den elev, der i første omgang blev konstateret positiv.

Derefter fik alle med to negative tests igen lov til at påmønstre skibet og færdiggøre deres sømandsuddannelse ombord.

- Dengang havde vi et supergodt samarbejde med ministeriet, Sundhedsstyrelsen og ikke mindst kommunen, som stillede isolationsboliger til rådighed. Og det får vi igen, siger Pia Ankerstjerne.

I modsætning til togtet i 2020 får Skoleskibet Danmark denne gang testudstyr med på togtet. Og samtlige om bord bliver testet to gange ugentligt.

Togt #109 skulle efter planen føre Skoleskibet Danmark ned gennem Atlanterhavet til Tenerife og videre ud til Azorerne, hvorfra planen var, at eleverne skulle flyve hjem til Danmark.

Helt sådan bliver det ikke.

- Vi stikker mod lidt varmere himmelstrøg, men vi kommer nok knap så langt sydpå som Tenerife. Planen er at sejle til Madeira og Azorerne og så slutte togtet i Frederikshavn midt i maj, siger Pia Ankerstjerne.

Ifølge pressemeddelelsen fra Undervisnings- og Forskningsministeriet vil hverken elever eller besætning på de to skoleskibe se andre mennesker end hinanden, fra de møder ind og indtil togternes afslutning, ligesom eventuel landgang undervejs i forbindelse med proviantering vil foregå under klare instrukser.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) glæder sig over, at skoleskibene får vind i sejlene.

- Skoleskibene spiller en rigtig vigtig rolle for både det blå Danmark og det arbejdsmarked, hvor vi har så hårdt brug for arbejdskraften, men også for den enkelte unge, som skal på en unik rejse, der kun sker en gang i livet, siger hun i pressemeddelelsen.

Annonceret indhold

Nyeste