Livet her

Bliv klogere på din teenager

09. september 2021 kl. 19:17

Har du svært ved at greje, hvad der sker med din teenager, så er der hjælp forude.

Frederikshavn Kommune inviterer teenageforældre til gratis arrangement med forældrerådgiver og forfatter Sofie Münster, der giver konkrete redskaber til at forstå og ruste unge til at klare livets udfordringer

Unges mentale sundhed er højt prioriteret i Frederikshavn Kommune.

Der er derfor afsat midler til en indsats målrettet forældre til unge i 7.-9. klasse. Projekt ’Unges mentale sundhed’ har til formål at klæde forældrene på til bedst muligt at støtte deres unge i at mestre ungdomslivet og de udfordringer, den enkelte unge vil møde. Frederikshavn Kommune inviterer derfor alle teenageforældre i kommunen til at deltage i et gratis arrangement med forældrerådgiver og forfatter Sofie Münster:

- Ligesom vi forældre helt naturligt tager imod råd og guidning fra sundhedsplejersken, når børnene er ganske små, skal det være lige så naturligt, at vi gør det, når de kære små ikke længere er så små, men på vej ind i en svær teenagetid, hvor de i den grad har brug for os forældre på en ny måde, udtaler Christina Lykke Eriksen, formand for Sundhedsudvalge.

Arrangementet ”Sådan ruster du din teenager til livet – få konkrete redskaber til at forstå din teenager og bevare den nære relation” med Sofie Münster holdes 30. september far 19-20.30 på Frederikshavn Handelsskole.

Sofie Münster vil blandt andet komme med konkrete redskaber til, hvordan forældre udvikler stærke værdier hos deres teenagere, så de lærer at handle i forlængelse af, hvad der er rigtigt for dem.

Hun giver også redskaber til, hvordan forældre udvikler nære relationer, så deres teenagere opbygger mod til at fejle, prøve sig frem og spørge om hjælp, når de er tvivl.

Forældre får gode råd til, hvordan de kommunikerer konstruktivt, så små ting ikke ender i store konflikter og til, hvordan de tager de svære snakke, så deres teenagere får lyst til at dele deres liv. Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål til Sofie Münster i løbet af aftenen.

Tilmelding til foredraget senest 24. september på https://frederikshavn.dk/teenager

Annonceret indhold

Nyeste