Især det seneste år har efterspørgslen på kompetencer fra vores Private Banking-afdeling, hvor vi tilbyder formuerådgivning til de mere velhavende danskere, været stor i området, fortæller Nordjyske Banks afdelingsdirektør i Skagen, Mads Andersen. Privatfoto
Livet her

Boligsalget brager derudaf: Massiv efterspørgsel på Skagen-boliger

Omkring 40 procent af helårshusene bruges som deltids- eller feriebolig

01. april 2021 kl. 07:30

Når man undersøger boligmarkedet i Skagen vil man se, at det især velhavere fra hele landet, der køber boligerne som deltids- eller feriebolig.

Det mærker man i høj grad hos de lokale ejendomsmæglere EDC Skagen og Skagen Mægleren og hos Nordjyske Banks lokale afdeling, hvor efterspørgslen efter bankens Private Banking-afdeling og således formuerådgivning har været stor.

Kigger man på de nyeste tal fra Finans Danmark, så blev der i de første tre kvartaler i 2020 solgt hele 111 parcel- og rækkehuse i postnummeret 9990 Skagen, hvilket er en stigning på intet mindre end 63 procent, hvis man sammenligner med året inden.

Den udvikling har man kunnet mærke hos EDC Skagen, der igennem det seneste år har haft rigtig travlt med at lange boliger over disken til ivrige købere.

- Vi oplever en særdeles stor efterspørgsel, som ligger langt over tidligere tider. Faktisk skal vi helt tilbage til 2007, før finanskrisen, for at finde et lignende niveau.

- Der er således rigtig mange, som gerne vil have ikke alene helårshuse, men også sommerhuse i Skagen, som er en attraktiv beliggenhed for langt de fleste med havn, kunst, natur, hyggeligt bymiljø og spændende butikker, forklarer ejendomsmægler og indehaver af EDC Skagen, Ole Bo.

Han understreger samtidig, at over 40 procent af helårshusene i Skagen nu anvendes som deltids- eller feriebolig, da boligejerne har bopælsadresse andre steder end i Skagen.

Også hos den lokale ejendomsmægler Skagen Mægleren oplever man en ekstraordinær stor boligefterspørgsel særligt fra folk udenfor Skagen.

- I 2020 har vi solgt omkring 30 procent flere boliger end året før, mens vi i de første to måneder af 2021 har solgt over dobbelt så mange boliger som samme tid sidste år.

- Der er dermed en usædvanlig stor efterspørgsel på boliger lige nu, og det er med til at presse priserne op og således i endnu højere grad forstærke tendensen til, at det især er velhavere fra andre dele af landet, der køber boligerne, fortæller daglig leder hos Skagen Mægleren, Ronnie Calundan.

Hos Nordjyske Bank i Skagen er man ikke overrasket over, at et stigende antal boligkøbere i Skagen er bosat andre steder i landet.

Her er det i høj grad fra hele landet, at der efterspørges rådgivning på boligfinansiering i byen.

- Vi mærker også en tendens til, at flere og flere vælger at købe helårshuse i Skagen, som enten bliver brugt til deltidsbolig eller sommerhus.

- Især det seneste år har efterspørgslen på kompetencer fra vores Private Banking-afdeling, hvor vi tilbyder formuerådgivning til de mere velhavende danskere, været stor i området, fortæller Nordjyske Banks afdelingsdirektør i Skagen, Mads Andersen, og fortsætter:

- Det skyldes ikke alene, at mange har rettet opmærksomheden mod netop Skagen, men også at vi over de seneste år har udviklet os meget inden for formuerådgivning, mens vi samtidig har et stærkt lokalt team, der alle er bosat i kommunen og således har kendskab til lokalområdet.

- Det er en stor fordel for de af vores kunder, der ikke er bosiddende i området, da vi kan tilbyde dem lokal rådgivning og hjælpe dem med at finde frem til de bedste investeringsmuligheder for dem.

Ifølge bankens afdelingsdirektør for Private Banking, Jesper Bruun Nissen, sørger Ringkjøbing Landbobank Private Banking for at være ekstra synlige i Skagen i påskeugen, som er kendt for at være højsæson for bolighandler:

- I påskeugen og de mange helligdage i foråret oplever vi altid ekstra stor interesse for Private Banking, og derfor sørger vi også for at være fysisk til stede i løbet af uge 13, hvor mange danskere nyder påskeferien på toppen af Danmark, forklarer Jesper Bruun Nissen.

Annonceret indhold

Nyeste