Margaretha og Mogens Kammer Pedersen har været med fra start og spillet med i alle de mange turneringer. Privatfotos
Livet her

Bridgen lever - også i en coronatid

Bridge er stadig populært hos de ældre i kommunen - både fysisk også online

01. september 2021 kl. 05:06

Bridgespillet har formået at fastholde interessen i den lange pause med corona, idet langt de fleste nu melder sig klar til den nye sæson i Strandby og Frederikshavn.

Det oplyser bridgeinstruktør og arrangør Mogens Nielsen.

- Da bridgespillet blev lukket ned i mine to bridgeklubber - Munkegaardens Bridgeklub i Strandby og Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø i Frederikshavn, var gode råd dyre. Jeg har selv spillet online bridge i mange år, og nu var chancen der for at få medlemmerne med, så de kunne fastholde interessen og dermed få træning i det spændende spil, fortæller Mogens Nielsen. Og supplerer:

- Jeg er klar over, at min målgruppe er pensionister, og de kan let have visse betænkeligheder med at spille på deres PC, iPad eller iPhone. Det skulle dog vise sig i efteråret, at vi var på vej mod en stor succes.

Mogens fik således tilmelding af 30 spillere fra Frederikshavn, Strandby og Køge, og har arrangeret onlinebridge tre aftener om ugen siden oktober måned.

Bridgeinstruktør og arrangør Mogens Nielsen.

- Jeg tilmeldte spillerne som hold á 8 spillere, hvor jeg styrede det med tre iPads. I dag oplever jeg, at de mange dygtige spillere er i fin træning og klar til den fysiske sæson, og vi fortsætter også med online bridge hver onsdag aften fra 19.30 til 21, hvor vi kan nå 16 spil, siger Mogens Nielsen.

Behageligt og rolig

Margaretha og Mogens Kammer Pedersen, der er dobbeltmedlemmer, idet de spiller både i Strandby og Frederikshavn, har været med fra start og spillet med i alle de mange turneringer.

- Vi kunne jo ikke rigtig gøre noget, da corona lukkedes os ned, så vi valgte at spille bridge. Vi sidder i hvert sit rum og spiller sammen. Jeg kan af og til høre, når Mogens har spillet et forkert kort, siger Margaretha med et smil.

- Jeg oplever onlinebridge som et behageligt og roligt spil, og jeg har meget lettere ved at falde til ro efter spillet. Vi studerer resultaterne hver gang, da vi vil bestræbe os på at lære af de fejl, som vi begår. Vi har spillet bridge i Borgerforeningens Bridgeklub, men det var om aftenen, og det blev lidt sent, inden vi var hjemme og kunne falde til ro igen. Spillene kører ofte videre et stykke tid efter en turnering, fortæller Mogens Kammer.

Vægten er på hyggen

Munkegaardens Bridgeklub i Strandby blev startet helt tilbage i 2005, og her har tidligere skoleinspektør Hans Henrik Frey været den store drivkraft og formået at udvikle bridgespillet.

Som faktisk begyndte med et par borde på plejehjemmet Strandgården, hvor Tove og Arne Matthiasen indførte spillet. De har begge spillet indtil corona afbrød spillet.

De er begge over 90 år, og har netop besluttet at spille i den kommende sæson.

- Jeg havde 10 borde hos Ældresagen i Frederikshavn og har haft det siden 1995, så jeg påtog mig opgaven med at stå for bridgespillet i Strandby. Det var en stor fornøjelse at arrangere de mange turneringer og være med til at dygtiggøre spillerne. Vi har altid lagt vægt på hyggen, da det er vigtigt, at man slapper af under spillet, der er med til at udfordre ens hjerne og holde sig i gang, fortæller Hans Henrik Frey.

Tidligere skoleinspektør Hans Henrik Frey har været en stor drivkraft for bridgen.

Et godt niveau

I dag er Mogens Nielsen også blevet pensionist, og han har valgt at bruge noget af sin tid på ældreområdet.

- Nu har jeg haft fire år med bridge hver tirsdag i Strandby, da jeg overtog opgaven fra Hans Henrik, og her nyder jeg at undervise og spille. Vi har et godt niveau, og det oplevede jeg for eksempel, da vi udfordrede Hjørring Bridgeklub og klarede den fint, fortæller han, og fortsætter:

- Jeg har også fået opgaven med bridgeklubben i Frederikshavn under Ældresagen, der tæller 40 medlemmer. De spiller hver mandag eftermiddag, og her er en del gengangere fra Strandby. Her kan jeg bruge min energi på samme måde som i Strandby.

- Jeg har så fået en sidegevinst hos Ældre Sagen, da jeg er blevet tilknyttet som it-koordinator for mange frivillige it- hjælpere. Det er gået op for mig, at Ældre Sagen er en fantastisk organisation, hvor der er styr på tingene. Desuden har de masser af gode materialer, som er tilpasset de ældre. Jeg arbejder lige nu med det nye MitID, som er på vej, runder bridgeinstruktøren af.

Annonceret indhold

Nyeste