Anders Brandt undrer sig
Livet her

Læserbrev: Venstre imod sommercamp?

09. september 2021 kl. 19:16

Af Anders Brandt Sørensen(S), formand for Børne&Ungdomsudvalget

Børne & ungdomsudvalget har i år truffet den beslutning, at årets Sommercamp skulle være i alle tre byer modsat hvordan det var før, hvor Pulsskolen kun opererede i Frederikshavn. Desuden har udvalget haft stor tillid til kommunens foreninger. De kan godt kunne være med til at skabe en uge med aktiviteter for vores unge i kommunen. Prisen på deltagelse i Sommercampen er samtidig kun 500kr i år. Alle kan altså være med. Når jeg siger, at det er udvalget, der har truffet beslutningen, så er det desværre uden Venstre. Jeg forstår simpelthen ikke, at Venstre ikke vil have sommeraktiviteter i Sæby og Skagen. Jeg mener, det er voldsomt at udelade disse to dele af kommunen, og jeg er helt uenig med Venstre i denne sag. Vi er altså en hel kommune.

Desuden mener Venstre, at vores foreninger ikke kan løfte denne opgave. Det er jeg rigtig skuffet over. Jeg håber, der er noget, jeg har misforstået i denne sammenhæng. Jeg mener i stedet, at vi skal opgradere samarbejdet med foreningerne og betale dem et beløb for at deltage i Sommercampen. Vores foreninger kan mere, end I tror, Venstre.

Til sidst ønsker Venstre at forære Sommercampen til et navngivet firma. Og det må man altså ikke. Det er naturligvis legitimt at mene, at der ikke skal være Sommercamp i alle tre byer i kommunen, og at klubberne ikke skal være med til at fylde lokalt indhold i Sommercampen. Men det er altså lidt i strid med spillereglerne, at man navngiver et bestemt firma til at løse opgaven. Der kan være mange firmaer, der ønsker at byde ind, og det er altså ikke ordentligt at mene, at et er bedre end de andre. Der findes regler for den slags, Venstre.

Til sidst kan jeg informere interesserede om, at tilbagemeldingerne fra børn, klubber og fritidsklubber har været meget positive. Dejligt når vi gør noget, som borgerne i det mindste bakker op om. Måske Venstre også gør det en dag?

Annonceret indhold

Nyeste