Anne-Grethe Kramme: Der er store potentialer i vores destination, som jeg ser frem til at være med til at udvikle på. Arkivfoto: Tommy Thomsen
Mennesker

Anne-Grethe Kramme får nyt job

Forlader Turisthus Nord og indgår fra 1. april i Destination Nord

01. marts 2021 kl. 14:48

FREDERIKSHAVN: Destination NORD er i fuld gang med at etablere sig som områdets turismefremmeorganisation og har derfor fokus på at få sat det helt rigtige hold til at nå i mål med opgaven at understøtte turistudviklingen.

Ny på holdet er Anne-Grethe Kramme, der kommer fra Turisthus Nord.

- Anne-Grethe Kramme er én af de største profiler i Nordjylland inden for vores felt og har en kæmpe viden og et kolossalt netværk.

- Hun får ansvar for en del større udviklingsprojekter, vores gæsteservice og for at etablere de alliancer med vores erhverv, som er så nødvendige for at vi kan lykkes med vores opgave, siger Destination Nord-direktør Tonny S. Thorup, der beskriver Anne-Grethe Kramme som en turismefaglig schweizerkniv, som kan rigtig mange ting og har et netværk af en anden verden.

Anne-Grethe Kramme kommer med en stor bagage fra branchen som udviklings- og marketingschef i Turisthus Nord og fra en lang karriere i Stena Line - seneste som salgschef i Stena Line Denmark.

- Jeg ser rigtig meget frem til at starte i det nye destinationsselskab og glæder mig til at kaste mig over den store opgave med at få gæsterne tilbage til vores destination, levere verdens bedste gæsteservice og arbejde med store udviklingsprojekter, der også på lang sigt kan tiltrække flere turister.

- Der er store potentialer i vores destination, som jeg ser frem til at være med til at udvikle på, understreger Anne-Grethe Kramme.

Annonceret indhold

Nyeste