Eftermiddagens omdrejningspunkt er Filharmonisk Kor som dirigeres af Abildgård kirkes organist Søren Rasmussen.
Det sker

Abildgård i 50 år: Nu fejres jubilæet fuldtonigt

09. oktober 2021 kl. 08:00
Opdateret kl. 10:06

Det er ikke kun den seneste James Bond film der måtte udsættes fra november 2020. Det måtte Abildgård kirkes stort anlagte 50-års jubilæumskoncert også.

Søndag 10. oktober holdes den så endelig som eftermiddagskoncert kl. 15.

Eftermiddagens omdrejningspunkt er Filharmonisk Kor som dirigeres af Abildgård kirkes organist Søren Rasmussen.

Koncerten indledes festligt med den 8-stemmige Psalme 100 af Felix Mendelssohn: Jauzcet dem Herrn alle Welt efterfulgt af tre af Carl Nielsen’s mest betydelige korsatser: ”Min Jesus lad mit hjerte få” , ”Sænk kun dit hoved du blomst” og ”Solen er så rød mor”. Sidstnævnte i et betagende nyt korarrangement af Jens Johansen, hvor hvert vers har sin karaktér.

Antonio Vivaldi’s korværk Credo (trosbekendelse) for blandet kor, solister, strygere og cembalo er et ukendt værk, der først i nyere tid er udgivet så sent som i december 2018, og har f.s.v. aldrig tidligere været på koncertprogrammet på vores breddegrader. Værket er stilmæssigt at sammenligne med samme komponists meget kendte ”Gloria” fra 1715. Desuden er den beskedne spillelængde på et lille kvarter med seks rigt varierede satser opbygget på samme måde som Gloria. Strygersektionen består af musikere fra Aalborg Symfoniorkester, og ledes af dagens koncertmester Taras Daniluk og med Arne Jørgen Fæø på cembalo. Undervejs vil der også blive lejlighed til at høre Taras Daniluk i Edvard Elgars betagende smukke Salut D’Amor. Et kort lille mesterværk som komponisten gav sin sølvbrud i morgengave. Siden har den gået sin sejrsgang verden rundt.

Koncertens eneste instrumentale indslag er den pompøse 1.sats fra Schumann’s klaverkvintet i Es-Dur ,efterfulgt af en perlerække af highlights fra kormusikkens verden. Brahms’ ”Wie lieblich sind deine Wohnungen” , Wagners ”Brudekor” fra operaen Lohengrin og sidst men ikke mindst: Udvalgte korsatser fra Händel’s Messias. Det skal nok få enhver korentusiasts mundvand til at løbe !

I dagens anledning er de fleste korværker ledsaget af strygere og klaver, og inden koncertgængerne kan gå til gratis bobler og fernisering på kirketorvet.

Afslutningsvis får tilhørerne en hemmelig usædvanlig koroplevelse, der indbefatter kirkes nye loftsbelysning.

Fernisering

Kunstudvalgets formand Anne Marie Johansen og Abildgård kirkes organist Søren Rasmussen har sammensat en spændende temaeftermiddag med både koncert og fernisering.

Kunstudstillingen indeholder både malerkunst og fotos af lokale kunstnere.

En del af de udstillede værker vil blive beskrevet af kunstnerne selv ved ferniseringen på kirketorvet. Her kan alle interesserede nyde en gratis forfriskning.

Jubilæumskoncerten 50+ er første ”Event” af flere, der knytter kunst og musik tættere sammen omkring et overordnet emne. Denne første gang under titlen: Guds grønne Jord .

Således er der både godt med grønt og natur i koncertprogrammet. Der nævnes i flæng: Sænk kun dit hoved du blomst i John Høybye’s velkendte 8 stemmige korudgave med kvartetsang.

Desuden Solen er så rød mor og sidst men ikke mindst And the Glory to God & Glory to God fra 1.Del af Messias, der i de velkendte engelske bibeltekster beskriver Guds stor skaberværk.

Der er fri entre til jubilæumskoncert og fernisering.

Annonceret indhold

Nyeste