Frode Muldkjær, første gæst i højskoleaftenerne i Aalbæk. Foto: PR Foto
Det sker

Fællessang med Frode Muldkjær og Knud-Erik Thrane

04. oktober 2021 kl. 06:15

Fællessang blev den store fællesnævner under landets lockdown i forbindelse med coronaen. Aldrig er der blevet sunget så mange fællessange i hjemmene, i medierne og i det offentlige rum.

- Derfor er det også en glæde, at vi igen kan byde indenfor i Aalbæk Kulturhus til vores højskoleaftener med fællessang, understreger Margrethe Vejby, formand for huset.

Højskoleaftenerne har været lukket ned under coronaen.

Mandag 4. oktober er der besøg af den nordjyske journalist og højskolebestyrer af ”Garagehøjskolen” Frode Muldkjær. Han blev især kendt i hele Danmark, da han lavede børneradioprogrammerne ”Syv ti” og ”Søndagskvisten”.

Hans CV rummer en lang liste med hans arbejde, som højskolelærer, bøger, klummeskribent og meget mere.

Han er en spændende person, som indimellem fællessangene vil komme med en masse anekdoter fra sin mangeårige karriere.

Der vil blive sunget fra højskolesangbøgerne, både den nye og forrige udgivelse.

Til at akkompagnere på piano er det lykkedes kulturhuset at få fat i en meget alsidig herre i det musiske, Knud-Erik Thrane. Organist, pianist og medlem af trioen ”Den Unike Trio” og med i mange andre konstellationer.

Højskoleaftenen er denne aften trukket over på skolen, hvor ”Centralen” (aulaen) kan tage flere publikummer.

Skulle der blive mindre end 40 gæster, bliver man i kulturhuset.

Billetsalg foregår ved Spar i Aalbæk, på mobilpay eller ved indgangen.

De 2 efterfølgende højskoleaftener bliver mandag 1. november med tidligere højskolelærer Eigil Olesen.

Efterårets program slutter mandag 6. december med juletema med Hr. og Fru Hansen (Alice og Jørn).

Annonceret indhold

Nyeste