Anders Uhrenholdt ved planteskolens nye hævede planteborde.
Shopping

Populær planteskole vokser - og planen er klar

26. april 2024 kl. 17:01

SÆBY: Parkeringspladsens størrelse og tilstrømningen af biler indikerer noget om, hvor succesfuld den tilhørende detailbutik er.

Meget tyder på at denne tommelfingerregel gælder for Sæby Planteskole, der i disse dage er ved at lægge sidste hånd på udvidelsen af deres parkeringsplads.

Planteskolen på Langtvedvej har fået ny parkeringsplads med en kapacitet på 42 store brede båse.

- I forhold til tidligere er pladsen udvidet med 24 pladser, hvilket har kunnet lade sig gøre ved, at naboen Jens Christian Møller velvilligt har lejet arealet ud til os, forklarer planteskolens daglige leder, Anders Uhrenholt.

Sæby Planteskole har fået ny ind- og udkørsel og parkeringspladsen har nu plads til 42 biler.

Forårssæsonen er med det kolde vejr kommet sent i gang, men i takt med stadig flere solskinstimer er det begyndt at krible i husejernes grønne fingre for at få plantet nye stauder, træer, buske, forårsblomster med mere.

Så der er i den grad blevet brug for de nye parkeringsmuligheder tæt på indgangen.

Udendørs har planteskolen også forbedret forholdene for planter og kunder ved, at urtepotterne med indhold er blevet hævet op i knæhøjde.

Med placeringen på planteborde opdelt i mindre rum giver det et godt overblik over de forskellige arter.

Det betyder også, at vandingen er blevet gjort lettere, og vandet holdes bedre i og omkring potterne.

Godt naboskab kan være guld værd, når der er behov for mere plads.

Væksten i virksomheden har muliggjort, at der i april er blevet ansat to blomsterdekoratører, Lone Matthiassen og Jonas Andersen. Medarbejderstaben på Langtvedvej tæller således nu fem fuldtidsansatte samt medarbejdere med en timebaseret ansættelse i højsæsonen.

For at kunne honorere kundernes ønsker, arbejder hele teamet bag planteskolen hver dag på, hvordan udbuddet af planter kan gøres bredere.

Sammen med indehaveren af Sæby Planteskole, Lars Kjeldgaard, lægges der planer for i hvilken retning virksomheden skal bevæge sig og i hvilket tempo.

Står det til Anders Uhrenholdt ser han gerne, at de finder et vareudbud, der kan sælges over hele året, hvorved der kan tilbydes fuldtidsbeskæftigelse til flere.

Annonceret indhold

Nyeste