Fællessang rimer på hygge og fællesskab
Det sker

Fællessang rimer på hygge og fællesskab

14. september 2021 kl. 05:45

Fællessang skaber glæde - og du bliver i godt humør af at synge med andre.

Med disse ord slår Åsted Kirke dørene op til fællessangsaften for hele familien tirsdag 14. september kl. 19.

- Vi har savnet at kunne mødes og synge sammen. Nu er det igen muligt, og derfor inviterer vi til en uformel og afslappet sangaften, fortæller Musikudvalget i Åsted Skærum Kvissel Pastorat og fortsætter:

- Vi glæder os til at mødes og synge nogle af alle de fantastiske sange, som står i salmebogen og højskolesangbogen sammen i vores smukke kirker og samtidig være vært til en hyggelig stund med fællesskabsfølelsen i centrum.

Arrangementet indgår i Frederikshavn Ungdoms Fællesråds Frivillighedsfestival, som afholdes i hele kommunen i uge 37, og

arrangørerne bag har lagt vægt på, at sangaftenen skal være for hele familien.

Repertoiret vil bestå af de bedste af efterårets salmer og sange fra Højskolesangbogen, nøje udvalgt af organist Marina Bournaka og kirkesanger Helle Sulbæk, der ligeledes har programsat nogle af de største favoritter fra den danske sangskat.

- Mange arrangementer er gennem de sidste halvandet år blevet udskudt flere gange, og derfor går en del nok også et travlt efterår i møde.

- Vores egen kalender i kirken er også ved at være fuldt booket, men vi har alligevel stor lyst til at mødes og synge sammen, og vores intention er, at det bliver en hyggelig og hjertevarm sangaften, hvor vi sammen kan genopdage glæden ved at synge sammen og styrken i at have noget at være fælles om, fortæller en af arrangørerne, kirke- og kulturmedarbejder Amalie Thørholm.

Fællessangsaftenen i Åsted Kirke varer en time, og når den musikalske del er slut kl. 20 serveres der kaffe og kage i konfirmandstuen for de, der har lyst.

Annonceret indhold

Nyeste