To klovne to virkeligheder - se den 18. oktober. Foto: Ishka Michocka
Det sker

Kulturhus Kappelborg i efterårsferie-hopla

14. oktober 2021 kl. 16:00

Der lagt op til forrygende musikalske og sjove oplevelser i efterårsferien på Kulturhus Kappelborg i Skagen.

Uge 42 betyder efterårsferie, fridage og hygge med familien. Samtidig giver det også mulighed for at opleve nogle af de arrangementer, Kulturhus Kappelborg har at byde på.

Allerede fredag 15. oktober, hvor mange går på efterårsferie, er Kulturhus Kappelborg klar med den første musikalske oplevelse.

Det er Juncker med band der rammer scenen på Kappelborg, der med deres ’Hits-tour’ fejrer et nyt album, der indeholder de allerbedste sange.

Det nye album hedder ”Længere Nede Ad Vejen”, der nu følges op af en tour i 2021 og 2022, indeholder kendte hits, som ikke tidligere er udgivet.

Junckers musik er genkendelig - men aldrig kedelig, og han formår at ramme lige ned i den danske folkesjæl.

Kombinationen af et skævt og sarkastisk lyrisk univers og fængende musikalske kompositioner markerer gang på gang Juncker som en af Danmarks mest interessante sangskrivere.

Lørdag 16. oktober byder på to arrangementer.

Atlas – in concert er en foyer koncert kl. 14 med verdensmusik i Skagen,

Det er den prisvindende og internationalt anerkendte nordjyske musiker Kenneth Dahl Knudsen, der sammen med sin internationale sekstet, udforsker både musikkens traditionelle aner, kompositionsmusikkens præcision og jazzens eksperimenterende afstikkere.

Sekstetten der udover Kenneth Dahl Knudsen på kontrabas består af Wassim Mukdad, Ertan Tekin, Eyal Lovett, Ganna Gryniva og Marius Ungureanu tager ældgamle musiktraditioner med på nye rejser med tråde til både klassisk musik, moderne jazz og musikkens dybe rødder, denne eftermiddag.

Lørdag 16. oktober kl. 20 kan man i salen på Kappelborg opleve komiker og musiker Jan Svarrer, når han går i flæsket på parforholdets trummerum.

Med den musikalske comedy ’Konerdøv’ stiller han spørgsmålene om ægteskabet forlænger mænds levetid, eller er det fordi mænd bare ikke kan klare sig selv. Eller fordi mænd med tiden bliver konedøve, og derfor går rundt i en livsforlængende ro. De mange spørgsmål prøver komiker og musiker Jan Svarrer, at give svar på i en buket af nye sange og favoritter fra bagkataloget.

I sine turnerende forestillinger har han gang på gang væltet salen med ustyrlig kropskomik, underspillet deadpan-humor og altid finurlige tekster.

- an Svarrer er kendt for at skrive tekster til bl.a. cirkusrevyen og har tidligere besøgt Skagen, hvor han fik publikum til at få ondt i maven af grin, siger Lars Illum, kulturhuschef på Kappelborg.

Mandag 18. oktober kan man opleve en international klovneforestilling uden ord for hele familien

Kl. 16 går det løs med forestillingen, der handler om at finde sin plads i verden. Den er instrueret af teaterleder ved Limfjordteateret, Gitta Malling og er for alle fra 5-105 år.

To klovne – to virkeligheder. Den ene pusler om sit trygge hjem, som igennem generationer har været i familiens eje. Her er han tryg, her har han hjemme – selv om han drømmer om at komme ud med sin guitar og opleve den store verden. Den anden er flygtet fra et sted i konflikt og kaos og drømmer om at finde et roligt og sikkert sted at bo. Kan de to forliges med hinandens forskelligheder og sære skikke? Og kan de måske endda hjælpe hinandens drømme på vej?

En stor fortælling bliver med klovnens poesi og et drys af humor og magi til en enkel historie om næstekærlighed og respekt, som kan fortælles på tværs af alder og geografiske grænser.

Det spanske kompagni Clownidoscopio og de elskelige klovne, David Novell og Monma Mingot, har optrådt i Spanien, Chile og Taiwan – og kommer nu til Danmark. Scenografi: Andrea Cruz. Musik: Kiko Barrenengoa.

Skagen Kammermusik Festival

I sidste del af efterårsferien præsenterer Kappelborg igen Skagen Kammermusik Festival med solistnavne som Michala Petri, Carsten Dahl, Andreas Brandelid, Jonathan Slaatto og Ana Feitosa er der endnu en gang lagt op til kammermusik i verdensklasse som omtalt i Skagen Onsdag i sidste uge.

Annonceret indhold

Nyeste