Massiv interesse i at blive klogere på sin teenager
Det sker

Vi vil gerne vide mere om vore teenagers. Foredrag med Sofie Münster totalt udsolgt

29. september 2021 kl. 16:24

Der bliver fuldt hus på Frederikshavn Handelsskole torsdag aften, når forældrerådgiver og forfatter Sofie Münster giver 250 forældre konkrete redskaber til at forstå og ruste deres teenagere til at klare livets udfordringer

Der har været rift om billetterne til arrangementet ”Sådan ruster du din teenager til livet” med Sofie Münster der er fast børne- og forældreekspert på Go’ morgen Danmark, forfatter til tre bestsellere og stifter af Nordic Parenting.

250 forældre til unge i 7.-9. klasse har tilmeldt sig arrangementet torsdag 30. september på Frederikshavn Handelsskole. Den massive interesse understreger betydningen af, at Frederikshavn Kommune har søsat projekt ’Unges mentale sundhed”:

- Vi sætter en indsats ind på at løfte unges mentale sundhed ved blandt andet at klæde deres forældre på til at støtte deres unge i at mestre livet og de bump på vejen, den enkelte unge kan møde. Interessen for vores arrangement med Sofie Münster vidner om, at teenageforældre har brug for konkrete redskaber til at forstå og bevare den nære relation, siger Christina Lykke, formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Projekt Unges mentale sundhed iværksætter tiltag, der skal sikre, at forældre og fagprofessionelle bliver bedre rustet til at vurdere unges psykiske udvikling, støtte deres mentale sundhedsdannelse og til at opdage og reagere kvalificeret, hvis unge viser tegn på begyndende mistrivsel.

Arrangementet med Sofie Münster er det første i en række tiltag, der allerede er på tegnebrættet:

- Vi arbejder på at invitere til forældreworkshops i skoledistrikterne, hvor vi f.eks. tager emner op som unges digitale liv og fællesskaber. Vi planlægger bl.a. også temadage for fagprofessionelle om, hvordan man kan styrke de unges personlige og sociale kompetencer, og hvordan man kan spotte unge i mistrivsel, fortæller projektmedarbejder Pernille Moth, Unges mentale sundhed.

Annonceret indhold

Nyeste