Arkivfoto
Livet her

Lottomillionær fik et opkald midt i tv-krimien: - Nu skal jeg have nye tænder

En kvindelig lottospiller fra Frederikshavn Kommune vandt sidste lørdag en million kroner, og hun ved, hvad de skal bruges til

10. september 2021 kl. 08:17
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:06

FREDERIKSHAVN: Der var dækket op til en hyggelig lørdag aften med tv-krimi og kaffe på kanden hos en kvinde og hendes mand, der er bosat i Frederikshavn Kommune.

Midt under krimien modtog kvinden et opkald, som fik spændingen i tv til at blegne.

I telefonen var nemlig en medarbejder fra Danske Spil, som overbragte kvinden den glædelige nyhed, at hun var nyslået ejer af én million kroner, vundet under millionærgarantien i Lotto, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

-Jeg blev meget overrasket, siger vinderen, der straks delte den glade nyhed med manden.

Sammen med sin mand har hun allerede planlagt, hvad gevinsten skal bruges til.

-Vi har brugt den ene halvdel på at betale huset ud, så det er jo dejligt, at vi ikke behøver at tænke på det mere. Og så er planen, at resten skal investeres, og så skal jeg have mig nogle nye tænder, fortæller den nybagte millionær.

Kvinden er en trofast lotterispiller hos Danske Spil, hvor hun spiller med hver uge.

-Jeg har jo sådan et PLUS-abonnement, men jeg plejer slet ikke at vinde så mange penge. Jeg kunne slet ikke forstå det, og det kunne min mand heller ikke, siger nordjyden, der er gået på efterløn.

Det er tredje gang i år, at en frederikshavner løber med en milliongevinst. Den første vinder fra den nordjyske kommune kom i marts måned, mens den anden frederikshavnske vinder blev fundet i april.

Se også
Lottovinder fra Thy fejrede milliongevinst med kødløs dag
Se også
Nordjyllands heldigste by: To milliongevinster på en uge

Annonceret indhold

Nyeste