Nu kan huset på hjørnet af Havnevej og Havneplads igen byde gæster velkommen. Privatfoto
Livet her

Efter 530 lukkedage: Buddy Holly & Kælderen åbner endelig igen

31. august 2021 kl. 05:05

Efter 530 dage med låste døre kan huset på hjørnet af Havnevej og Havneplads igen byde velkommen.

Som sidste del af genåbningen åbner nattelivet nemlig igen onsdag 1. september. Der bliver ingen restriktioner.

De fire skagboer Kasper Lundholm, Alex Asmussen, Martin Larsen og Thomas Hvid glæder sig helt vildt til at byde alle velkommen igen efter 1,5 år med en lukket virksomhed.

- Der har været mange hårde dage som tilskuer til et liv, vi ikke kunne deltage i. Det værste var denne højsæson, hvor man tillod barer og restauranter at holde åbent til kl. 02, og dermed satte nattelivet i gang, mens vi blev bænket som tilskuere til vores egen branche, udtaler Thomas Hvid.

Nu skal der ses fremad, og huset står klar til at sætte gang i festen igen.

Tiden med tvunget nedlukning er blevet brugt til at forbedre lokalerne og tænke i nye retninger.

- Vi havde et hus med fire plan medregnet vores baggård, som løbende var blevet renoveret. Vi har dog kunne lave nye spændende tiltag, og især de voksne gæster i vores Kælder vil opleve, at vi kan præsentere livemusik og dansegulv på en helt ny måde.

Lørdag 11. september skal dette stå sin prøve, når Østre Gasværk spiller i Kælderen. Weekenden efter, den 17-18. september spiller Kaptajn Cover i Kælderen. Det er bandet, som har spillet de seneste 10 år foran Buddy Holly i Skagen Festivalen og høstet mange roser for deres musik.

- Derudover har vi nu fået mulighed for at tilbyde mad i de tidlige timer, idet vi har lavet et samarbejde med Café Knuth’s om levering af mad. Når vejret og årstiden tillader det, vil vi også tilbyde udendørs servering, fortsætter Thomas Hvid

Tiden med tvunget nedlukning er blevet brugt til at forbedre lokalerne og tænke i nye retninger. Privatfoto

Det har også været nødvendigt for Kasper, Alex og Thomas, som står for den daglige drift, at finde andre indtægtsmuligheder.

De har i den nedlukkede periode været ude i andre jobs. De har også stiftet et nyt selskab; Skagen Oplevelser. Gennem de seneste otte år har de tilbudt teambuilding, firmaarrangementer og polterabends og dette vil nu blive højere prioriteret gennem det nye firma.

Her kan de tilbyde en pakkeløsning til firmaer, hvor der først laves udendørs arrangement til at styrke sammenholdet hos medarbejderne, og dernæst fest med spisning og det hele i Kælderen eller på Buddy Holly.

Den 1. september falder onsdag og Buddy Holly åbner dørene klokken 20.00 denne aften. Det bliver en snigpremiere på, hvad der venter forude.

Lørdag 4. september præsenterer Buddy Holly Dj Kongsted, og ud fra bordreservationer og interesse vil de tre skagboer godt love, at dette bliver den største dag i husets 24 årige historie udenfor højsæsonen.

- Vi glæder os som små børn til en juleaften til at åbne dørene igen, men er også noget nervøse. Hvordan bliver vi taget imod? Og hvordan vil folk gå i byen, nu hvor det igen bliver tilladt med dansegulv og fest til langt ud på natten, slutter Thomas Hvid.

Annonceret indhold

Nyeste