Mikkel Bræstrup starter som leder af Barnets Blå Hus i Frederikshavn den 1. oktober 2021. Foto: Privatfoto.
Livet her

Ny leder af Barnets Blå Hus i Frederikshavn

Skiftedag: Efter 16 år som bedemand, er Mikkel Bræstrup nu klar på helt nye udfordringer

21. september 2021 kl. 16:00

Mikkel Bræstrup er ny leder af Barnets Blå Hus i Frederikshavn, og skal nu sammen med medarbejderne sikre hjælp og støtte til børn, som har alkohol- og stofmisbrug tæt inde på livet, samt deres familier.

Mikkel Bræstrup er uddannet socialrådgiver og teolog og har siden 2005 arbejdet som bedemand.

Han ser nu frem til at bruge sine erfaringer med mennesker og relationer til at hjælpe børn og familier.

- Jeg havde lyst til at prøve noget andet, og så kom den her stilling. Jeg synes, at jeg kan forene så mange ting, som interesserer mig, og som jeg er god til.

- Nu glæder mig rigtig meget til at starte i Barnets Blå Hus. Da jeg for nyligt besøgte huset og medarbejderne, kunne jeg virkelig mærke den varme, der strømmede imod mig. Der var en glæde og stolthed. Alle vi gerne gøre noget godt,”siger Mikkel Bræstrup.

Selv om nogen måske kunne tænke, at der er langt fra jobbet som bedemand til leder af et behandlingstilbud for børn, så giver det i virkeligheden rigtig god mening, fortæller han:

- Jeg brænder for at se mennesker, som begynder at rette ryggen igen og fungere bedre uanset, om de er ramt af sorg eller misbrugsproblemer.

- I mit arbejde har det hele tiden handlet om, hvordan jeg med nogle konkrete redskaber kan få mennesker videre i det, de står i.

- Det er også det, der er fokus på i Barnets Blå Hus.

- Vi er i familiernes liv i en periode, hvor vi sætter nogle rammer og aktiviteter op, som gør, at børnene og familierne kan komme videre i deres liv, fortæller han.

Sideløbende med jobbet som bedemand har Mikkel Bræstrup også arbejdet som personundersøger inden for Kriminalforsorgen, hvor han har haft samtaler med mennesker, der er sigtet i en sag.

- Som personundersøger har jeg oplevet, hvordan misbrugsproblematikker går i arv til børnene. Flere gange gennem årene har jeg tænkt, at bare der kunne være gjort noget for, at sønnen eller datteren ikke havde fået alle forælderens problemer, siger Mikkel Bræstrup, som gerne nu vil gøre en forskel for nogle af de børn.

Mikkel Bræstrup har tidligere arbejdet med børn og unge i kirkeligt regi både som præst og frivillig.

Han bor i dag i Frederikshavn sammen med sin kone og to børn.

Annonceret indhold

Nyeste