F.V.: Inge, Grethe Møller og Anita Hyllander har fået vendt en masse minder hen over poesivers og broderier. Foto: Frederikshavn Bibliotek
Mennesker

Poesi vækker minder på Rådhuscentret

29. august 2021 kl. 04:10

”Lev vel” og ”sød tøs” har sammen med andre poesivers været med til at vække minder hos brugerne af Frederikshavn Rådhuscenter, som bidrager med poetisk håndarbejde og kreationer til Poesidage hos Bibliotek & Borgerservice i uge 35.

Det begyndte med et digitalt møde, hvor Pernille Lisborg fra Bibliotek & Borgerservice fortalte medarbejdere på Rådhuscentret om Poesidage i uge 35. Snart var medarbejdere fra centret og biblioteket i fuld gang med at lægge planer, finde poesivers og kigge på broderier.

Aktivitetsmedarbejder Anita Hyllander var ikke spor i tvivl om, at centret skulle være en del af bibliotekets Poesidage, og det har da også været et projekt, som er blevet taget godt i mod af brugerne.

Montering af broderier og planlægningen er i fuld gang til udstillingen. Fra venstre ses aktivitetsmedarbejder Anita Hyllander og Ingerlise Dybro. Foto: Frederikshavn Bibliotek

- Vi har haft nogle stykker, der har arbejdet flittigt med broderierne, men der ligger den udfordring i det, at det også stille krav til et skarpt øje. Derfor har der også været mulighed for at lave æsker med ”små hemmeligheder” i form at poesivers, søde ophæng og sjove bogmærker.

Gode minder

På trods af afstandskravet har arbejdet med poesien alligevel givet anledning til mange fine samtaler om minder fra skoletiden.

Flere af brugerne kunne citerer vers fra den gang. - ”Fars pige, mors skat – hele husets abekat”, lyder det fra Grethe Møller, som aldrig selv har haft en poesibog, men tydeligt husker, at hun har skrevet i andres.

Det er ikke alle, der har været kreative, men til gengæld har de været en aktiv del af snakken.

- ”Roser er røde violer er blå, jordbær er søde, og du er ligeså”, citerer Inge, som også nævner gækkebreve og de digte, der hører til der.

- Vi har også været en hel flok fra centret, der har været rundt og finde byens poesivers, og det var rigtig sjovt, fortæller Inge.

Snakken er også gået om den særlige sidste side i poesibøgerne eller siden på midte ”Når du fylder 19, så tænke på mig, der skrev på midten”.

De søde og poetisk ophæng er ved at blive gjort klar. Foto: Frederikshavn Bibliotek

– Det var også en helt sport, at få lærerne til at skrive i poesibøgerne, husker de kreative damer, som også har opdaget, at mange vers går igen, selv om der kan være både 20 og 30 års forskel på poesibøgernes alder.

Poesibøger

På opfordring fra Bibliotek & Borgerservice har flere borgere velvilligt udlånt deres poesibøger, og det er et helt stykke kulturhistorie i sig selv.

- Vi har bl.a. fået indleveret poesibøger fra 30’erne, 40’erne og 70’erne, fortæller Pernille Lisborg. Det er lidt vildt at tænke på, at mange af disse erindringsvers er skrevet for næsten hundrede år siden, lige før 2. verdenskrig eller lige efter.

Centret er blot en af mange samarbejdspartner i bibliotekets Poesidage, der oprindeligt var planlagt som en mindre begivenhed med besøg af Poesiens Bus, men som har udviklet sig til at omfattet bl.a. Arena Nord, Palads Teatret, Retfærdigheden i Sæby, institutioner og enkeltpersoner, som har indsendt deres egne digte.

Åbent hus

Tirsdag 31. august kl. 10.00 inviterer Rådhuscentret til en formiddag i poesiens tegn. Borgmester Birgit S. Hansen afslører endnu et værk i Frederikshavn Poesipark, og herefter inviterer centret alle interesserede indenfor til en udstilling af håndarbejde og kreationer i poesiens verden.

Rådhuscentrets patchworkdamer har, under samme tema, arbejdet med et stort billedtæppe, og hvad det forestiller bliver først afsløret denne dag. Tæppet skal nemlig have fast plads på væggen bag ved centrets scene. Bibliotekar Pernille Lisborg læser poesi højt, og der serveres en kølig sommerdrink til skønne sommer-klaver-toner.

Udover broderi er der også blevet lave små æsker med hemmeligheder, ophæng og bogmærker. Foto: Frederikshavn Bibliotek
Annonceret indhold

Nyeste