Skjolds Venner inviterer til præmiewhist hver mandag i IF Skjolds klubhus på 1. sal. Foto: privat
Det sker

Kan du trække trumf? En kort sæson står for døren

01. september 2021 kl. 04:05

Efter en ufrivillig ekstraordinær lang pause glæder Skjolds Venner sig til fra 6. september igen at kunne give kortene til en ny whistsæson i I.F. Skjolds klubhus.

Carl Åge Stenfeldt fra Vennernes Whist-afdeling oplyser, at der frem til foråret spilles hver mandag aften fra klokken 19.

- Ud over, at ”de gamle” spillere igen finder vej til spillebordene, håber vi meget på at nye interesserede vil møde op og opleve glæden og spændingen ved spillet.

For et beskedent beløb på 30 kroner pr. gang er alle med et vist kendskab til whist velkommen til at være med til en hyggelig omgang kortspil.

Nybegyndere tilbydes hjælp fra mere erfarne spillere.

Spilleaftenen indledes med, at hver deltager trækker et bord-nummer.

Her spilles 20 runder mod tre modstandere.

I den efterfølgende pause trækker man igen et bord-nummer og spiller igen 20 runder mod 3 andre modstandere.

Der er i hver runde præmier til de tre deltagere med de højeste antal point. 1. præmien er 75 kroner, 2. præmien udløser 50 kroner og der er 25 kroner til 3. pladsen.

Såfremt man ikke er medlem af Skjold´s Venner, betales der et ”opstartsgebyr” på 25 kroner for hele sæsonen.

I prisen får deltagerne kaffe og mulighed for en hyggelig snak over bordene.

Hvis man som whist-spiller ikke kan få nok i én spilleaften om ugen eller er optaget om mandagen af andre gøremål, tilbyder Ældre Sagen whist hver tirsdag fra klokken 13 – 17 i Manegen, første gang 7. september.

Annonceret indhold

Nyeste