Jimmy Bjerring er passioneret skater og bane-bygger. Nu vil han starter en skaterforening i Frederikshavn og lave en indendørs bane i hallen på Anholtvej, som ses i baggrunden.
Livet her

Skater-forening på vej – måske også med indendørs skaterbane

10. april 2024 kl. 06:01

FREDERIKSHAVN: De skaterramper, som kommunen og private har etableret flere steder, er populære og bliver brugt flittigt, men nu bliver der taget initiativ til at organisere sporten i en forening og samtidig arbejder initiativtageren for at etablere en professionel indendørs skaterbane.

Det er den passionerede skater Jimmy Bonderup Bjerring, der er initiativtager. Han har tidligere været med til at starte en skaterforening i Aalborg og har kontakt til skatermiljøet i København, som er parat med gode råd og uddannelse af instruktører.

- Første skridt er, at jeg nu starter en skaterforening i Frederikshavn. Med en forening og forhåbentlig mange medlemmer i ryggen vil det forhåbentlig blive muligt at få etableret en indendørs skaterbane, forklarer Jimmy Bjerring. Han har allerede en placering i kikkerten, nemlig en tidligere idrætshal på Anholtvej, som senest har været anvendt til lager og kontor og nu er til salg.

- Hallen på Anholtvej er stor nok til, at der både kan være indendørs skaterbane og mange andre aktiviteter. Der er også grundareal nok til en udendørs bane også. Det kunne blive et rigtig godt aktivitetscenter for børn, unge og voksne inden for mange idrætsgrene, siger Jimmy Bjerring.

For at lodde stemningen og vurdere interessen har Jimmy Bjerring som det allerførste dannet en Facebookgruppe ”Frederikshavn Skate Hal og Aktivitetshus”, hvor man kan læse mere om projektet og tilmelde sig gruppen – på sigt også foreningen.

Jimmy Bjerring, der for et par år siden flyttede fra Aalborg til Skagen, har store ambitioner for skatersporten i Frederikshavn Kommune. Han er sikker på, at Frederikshavn Skate Hal vil komme til at danne rammen om DM.

Annonceret indhold

Nyeste