Heidi og Daniel Hemmingsen ved åbningen af Café Daniels i sommer. Nu er eventyret slut.
Mad & Drikke

Daniels café lukker - men han fortsætter med sin foodtrailer

19. december 2023 kl. 16:00

Efter knap fire måneders drift har Heidi og Daniel Hemmingsen besluttet at lukke Café Daniels i Frederikshavn. 

Trods en ihærdig indsats er det ikke lykkedes at tiltrække tilstrækkelig mange kunder til cafeen, der slog på morgenmad til de friske og lækre burgere resten af dagen.

- Vi brugte rigtig mange timer i cafeen uden at tjene ret mange penge, og det går jo ikke på sigt. Derfor stopper vi, mens legen er god, og fortsætter med den anden del af vores virksomhed, nemlig Café Daniels Food Trailer, siger Daniel Hemmingsen.

Daniel Hemmingsen kører videre med sin rullende burgerbar til fester og som pop-up restaurant.

Rullende burgerbar

Daniels Food Trailer er en rullende burgerbar, som Daniel har succes med at turnere rundt med til mindre byer, der ikke har andre fastfood-muligheder. Så allierer han sig med den lokale dagligvarebutik, som markedsfører Food Trailerens ankomst. 

Daniel har travlt i traileren nogle timer, og dagligvarebutikken får lidt flere kunder, og frem for alt er det med til at skabe liv i de mindre samfund.

- Det er hyggeligt at komme rundt med Foodtraileren og snakke med en masse glade mennesker. Jeg tilbyder også Foodtraileren til store og små arrangementer, lige fra byfester til private fester, siger Daniel Hemmingsen.

Han tilføjer, at eventyret i Havnegade er definitivt slut – det er lykkedes at sælge alt inventaret.

Annonceret indhold

Nyeste