Jacob Dahl Andersen, huskok ved Skagenfood og medejer af vinplatformen Cowine.
Mad & Drikke

Her er, hvad eksperterne hælder i glassene juleaften

20. december 2023 kl. 19:01

Her får du inspiration til julens vin - og en enkelt øl - når nogle af Skagens vineksperter og en enkelt øl-ekspert fortæller, hvad de selv drikker til julemiddagen juleaften.

Restaurantchef Johan Brodersen fra Ruths Hotel.

Restaurantchef

- På mit julebord skal der stå det samme som der plejer, og det vil sige, at der både er rød og hvid vin på bordet, fortæller Johan Brodersen, som er restaurantchef på Ruths Hotel og som sværger til en tysk Riesling med en smule sødme, for eksempel fra Mosel.

- Den går godt til den fede julemad og er et spændende valg, synes restaurantchefen, som når det kommer til de røde vine helst går langt udenom kraftig rødvin juleaften.

- Man kommer nemt til at føle sig alt for overmæt med både fed mad og kraftig og tung rødvin, synes Johan Brodersen.

Selv tager han en nordspansk Ribera de Duero, som er en frugtpræget tempranillo i sit glas til julemiddagen. Og til ris a la manden sværger han til klassisk rød portvin eller dansk kirsebærvin fra Frederiksdal.

Kok og ejer af vinplatform

Jacob Dahl Andersen, som er huskok ved Skagenfood og medejer af vinplatformen Cowine har prøvet mange vine af til julemiddage gennem årene.

- Jeg har haft fine oplevelser med moden tysk Riesling Spätlese, tussegammel alsacisk Gewürtztraminer og store årgangschampagner. Sågar oversøisk pinot kan fungere fint, og jeg har haft stort held med at servere en maskulin bulderbasse af en Pinot Noir fra Californien til ande- og flæskestegen med hele udtrækket, fortæller Jacob Dahl Andersen, som dog alligevel altid vender tilbage til en Chateauneuf du Pape fra Syd-Rhône.

- Fordi det er en tradition i min familie og er den vin, som min ellers øldrikkende far, altid serverede juleaften, hvis han ellers huskede at købe vin, fortæller kokken og forklarer, at han vælger de grenache-dominerede udgaver og gerne de ret unge med frugtdreven syre og tanninsk bid til at skære igennem, fedt, syre og sødme i julemiddagen.

Karl-Emil Lenschau Sams fra Sømærket Vib- og Ciderbar i Gl. Skagen.

Sommelier og vinbars-indehaver

Hos Karl-Emil Lenschau Sams’ familie er der altid op til omkring fire-fem forskellige vine på julebordet, heriblandt champagne, som sommelieren fra Sømærket Vin og Ciderbar i Gl. Skagen sværger til.

- Vi har faktisk altid drukket champagne til julemiddagen i min familie, fortæller han om julen, som både er klassisk og traditionsbunden, men også legesyg i hans familie.

- Min første julechampagne var en KRUG - en basset og bombastisk champagne, og det var virkelig en øjenåbner for mig. Det at drikke mousserende og opstemmende vin passer perfekt til den lidt højtidelige aften, siger indehaveren af vinbaren, der dog anbefaler, at man bruger lidt tid på at finde en champagne, som har noget karakter, alder, fylde og kompleksitet og måske lidt fadlagring, så den får en mere kraftig fyldig kompleksitet.

- Friskheden, smagsintensiteten og frugtsyren er et sindssygt godt match til julemaden, ifølge Karl-Emil Lenschau Sams fra Sømærket.

Kresten Skeel Langvold, sommelier og kunstformidler på Skagens Kunsmuseer.

Kunst- og vinformidler

For Kresten Skeel Langvold, som er sommelier og kunstformidler på Skagens Kunstmuseer, er det vigtigt, at en god ret og en god vin klæder hinanden og arbejder sammen.

- For mit vedkommende betyder det, at jeg til min ellers meget traditionelle danske juleand udelader de sukkerbrunede kartofler og erstatter dem med kastanjer, der bliver bagt i ovn, fortæller Kresten, som fremhæver kastanjernes smørfedme i modsætning til de sukkersødede brunede kartofler.

Formidleren fra museet lægger til gengæld vægt på, at hans julemiddag får en diskret frugtsødme og -syre fra sveskerne og æblerne og rødkålen, som er kogt ind på rødvin og smagt til med balsamico og som ifølge Kresten Skeel Langvolds matcher en Chateau Tournefeuille fra 2016, Lalande-de-pomerol, som er naboejendom til Château Petrus, hvor en flaske nemt kan koste 40.000 kroner. Men på den anden side af kommunegrænsen på Chateau Tournefeuille betaler man, ifølge Langvold, kun cirka 225 kroner for en flaske, men får stadig et fint terroir.

Øl-journalist og forfatter Christian Andersen.

Øl-eksperten

Ifølge den skagensbaserede øl-ekspert, journalist og forfatter Christian Andersen kan væsken i juleglasset sagtens være andet end vin.

- Til anden, gåsen og flæskestegen juleaften er mine foretrukne typer øl – af øllets i alt 100 øltyper – bock, som er en mørk belgisk øl og best bitter. En øl med en vidtforgrenet aromatisk profil eller med sarte aromaer må give fortabt. Christian Andersen anbefaler dem, som hælder til øl, at drikke belgisk øl til anden eller gåsen og de maltbaserede bock og best bitter til flæskestegen.

- Faktisk er øl måske mere velegnet til julemaden end vin er. Den tunge sødlige mad får et godt medspil af øllets iboende sødme og tyngde fra malten, dels renser kulsyren i øllet og bitterheden fra humlen mundhulen og nulstiller smagsløgene til næste godbid. Syre er der ofte også i øllet, hvilket er et velgørende modspil til madens fedme og sødme, ifølge øl-eksperten.

Annonceret indhold

Nyeste