Henrik Tachau Kristensen forklarer om julevinen.
Mad & Drikke

Vinmanden giver vin-trends og gode råd til årets julevin

21. december 2023 kl. 06:02

Overordnet set handler julen mere om traditioner og følelser, end om at nørde vin, hvis du spørger vinimportør og sommelier Henrik Tachau Kristensen fra Vin, Sprit og Delicentralen i Skagen.

Men skal han alligevel komme med kriterier at vælge vinen til årets mest traditionsbundne middag ud fra, råder han til, at man undgår de alt for sødladne eller voldsomme vine.

Julevinen skal rense

- Vælger du alligevel en Châteauneuf-du-Pape for eksempel, så vælg en frisk moderne udgave, som ikke er så tung - for en aften med både fed mad og fed vin ender jo ud i, at du må gå tidligt i seng. Og det er jo ikke meningen, siger Henrik Tachau Kristensen, som egentlig altid råder folk til at drikke det, de kan lide.

- Men julevinen skal gerne have en gennemgående høj syre og god friskhed og være en lidt rensende vin, for at spille godt op til det særlige måltid, som julemiddagen er, råder vinmanden.

Riesling en trend i glasset

Og det kunne for eksempel godt være en moden Riesling, som vineksperten fortæller er blevet en trend på julebordet i disse år.

- Jeg har selv prøvet det af og det virker virkelig godt med den modne Riesling med en smule sødme til julemaden, indrømmer vinmanden og kommer med mange andre forslag til julevinen - for eksempel en Grauburgunder - og selv øl forklarer han, kan passe godt til julemaden.

- Men måske synes de fleste nok alligevel, at det er mere festligt med vin end med øl, konstaterer Tachau Kristensen, som selv har eksperimenteret en del med vinen til julemiddagen, lige fra fed mousserende Dom Perignon med god syre til en 25 år gammel gylden cava med syrlige æblenoter.

- Den spillede fantastisk til julemiddagen, fortæller vinmanden og forklarer, at det ikke behøver være så kompliceret:

- Når bare rødkålen ikke er for eddikesur og de brunede kartofler ikke er alt for søde, så går det nok, siger han og tænker på sin mors meget sure ribsgele i æbler, som godt kunne udfordre vin-valget til julemiddagen i hans familie.

Prins Henriks vine 

En anden drue, som ifølge vinmanden passer godt til julemåltidet, er malbec.

- Vinene fra Prins Henriks vinslot lavet på malbec er fremragende vine til julemaden.

De indeholder noget friskhed og syre i dem, så uanset hvor fed din and og din sovs er, kan du ikke slå den vin ihjel - den skærer lige igennem, siger Henrik Tachau Kristensen, som selv har tænkt sig, at der i år skal rødvin i glasset juleaften, nærmere bestemt en Jamet, Cote Roti fra 2010.

Annonceret indhold

Nyeste