Daarbakbrødrene er scenevant med at stå på podiet, også i denne sæson blev det til flotte placeringer, medaljer og mesterskab. Foto: Privat
Mennesker

Dansk mesterskab endnu engang til familien Daarbak

12. oktober 2021 kl. 06:40

Det bliv igen til medaljer af både guld og sølv til Daarbak Motorsports to dygtige Crosskartkørere – Kevin og Tobias Daarbak, som på trods af vanskelige vilkår med coronarestriktioner alligevel fik kørt sig til flere flotte podiepladser i sæsonen 2021.

Crosskart er motorsport på både løst og fast underlag, og det stiller ekstra store krav til kørerne, som skal kunne mestre overgangen til og fra skiftende underlag på banen.

Crosskart er inddelt i klasser efter kørernes alder og motorstørrelse på karten.

Familien Daarbaks yngste kører Kevin Daarbak på 13 år vandt for tredje år i træk det danske mesterskab i crosskart 125 ccm. Kevin kan derfor kalde sig trippel dansk mester, og igen i år vandt han allerede DM titlen inden sidste løb var afviklet.

Han har i hele sæsonen kørt sig ind på podiepladser med fem førstepladser og to andenpladser.

Det var Kevins syvende sæson ved DM i crosskart.

De første to år i crosskartmini med to flotte sølvmedaljer, derefter crosskart 85 ccm i tre år med to medaljer af sølv og en guldmedalje, og senest to sæsoner i crosskart 125 ccm med to guldmedaljer.

Der er ingen tvivl om, at Kevin slægter sin storebror Tobias meget på.

Tobias Daarbak på 19 år blev i denne motorsportssæson sølvvinder i crosskart Xtremeklassen.

Tobias har ellers været væk fra crosskartbanerne i et par år, for i stedet at køre EM i Rallycross, men covid-19 gav svære betingelser for at køre løb i udlandet, og pludselig bød dig sig en mulighed for at køre med i crosskart Xtreme.

Den chance kunne Tobias, der er tidligere dansk mester i crosskart syv år i træk gennem flere klasser, ikke lade gå fra sig.

Og han havde ikke glemt, hvordan man kører crosskart, hvilket gav ham et fantastisk comeback.

Tobias har som lillebror været på podiet flere gange i sæsonen – nærmere bestemt i fem DM-løb, men der har også været bump på vejen. Bl.a. måtte han udgå af finaler i to løb på grund af en defekt motor og en knækket bærearm.

Motorsporten har, som hos så mange andre sportsgrene, været præget af restriktioner på grund af corona, og det har Daarbakdrengene bl.a. mærket i form af et enkelt aflyst crosskartløb og løb uden publikum.

Familieteamet Daarbak Motorsport er stolte af drengenes DM-sæson med de to meget flotte placeringer, og at drengene endnu en sæson har vist, at viljen til at ville, skaber evnen til at kunne.

Nu gælder det planlægningen af 2022 sæsonen.

Annonceret indhold

Nyeste