Kamilla Hesselholt får tingene til at ske. Hun har altid masser af idéer og drømme og hvis de er langstidsholdbare i hende, får hun dem til at ske.
Mennesker

Hjemvendt frisørs første år: Fuldt booket

04. marts 2024 kl. 19:01

I starten væltede det ind med kunder, som skulle prøve den hjemvendte hotshot-frisørs evner på eget hår. Men nyhedens interesse er aldrig rigtig stilnet af i Kamilla Hesselholts studio, som netop har kunnet fejre et år i Skagen.

- Jeg har faktisk været booket konstant lige siden starten. Kommer der et afbud, går der ikke længe før den tid er snuppet, fortæller Kamilla Hesselholt om det første år som selvstændig.

Og frisøren, som lavede hår på kendisser i København, inden hun vendte hjem til Skagen sidste år, har ikke fortrudt et eneste øjeblik.

- For mig føles det ikke som et arbejde, at være her. Jeg elsker det. Og det er fuldstændig, som hvis jeg var i København. Når jeg er i salonen, så glemmer jeg, hvor jeg er - det kunne ligeså godt være i København, fortæller hun.

Det hitter på hovedet i Skagen

Dog er der små forskelle alligevel, må stjernefrisøren indrømme. Der er ikke mange unge piger, der vil klippes korthårede i Skagen, hvilket Kamilla Hesselholt ellers havde en del af på Vesterbro og i Indre By i København.

- Pigerne i Skagen vil have langt naturligt hår - og gerne støvet blond, fortæller frisøren, som laver rigtig meget langt hår, både med ekstensions og med balayage, som er en farvemetode, der giver et naturligt look.

Succes med udfordringer

Selvom året har været succesfuldt, og salonen kører derudaf, har der også været udfordringer undervejs, og ting der skulle læres hen ad vejen, som nybagt selvstændig.

- Da jeg startede, tænkte jeg: "Jeg er god til hår og makeup, så jeg er nok også god til at lave en business med det”. Men sådan hænger det jo ikke nødvendigvis sammen. Der er regninger, der skal betales, regnskaber der skal laves og moms og så videre, fortæller Kamilla Hesselholt, der dog har valgt at uddelegere de opgaver hen ad vejen.

- Heldigvis har jeg lavet noget pænt hår og folk har været glade for det, men jeg har også virkelig lært rigtig meget på det her år, fortæller hun om de mange andre aspekter af at være selvstændig.

Stolt af Skagen

Og frisøren er helt igennem tilfreds med livet i barndomsbyen.

- Meget er blevet nemmere, efter jeg er flyttet tilbage; når jeg har fri, cykler jeg lige 200 meter og så er jeg hjemme, fortæller Kamilla Hesselholt, som dog ikke flyttede tilbage til hjembyen på grund af praktik.

- Jeg er pisse stolt af at bo i Skagen, for her sker så mange fede ting. Jeg lagde mærke til, da jeg boede i København, at Skagen begyndte at få nye spændende tilflyttere. Restaurant Blink åbnede ved Det Grå Fyr og Saxild åbnede, og Skagen Fiskerestaurant gør også rigtig meget for byen. Det ville jeg bare gerne være en del af og også bidrage med mit til, fortæller Kamilla Hesselholt, som også, som hovedregel, lægger sine indkøb i byen.

- Skal jeg have et par nye bukser, køber jeg dem her i byen. Det går jeg meget op i, fortæller hun.

Frisøren elsker at lære fra sig

I det hele taget er det med at bidrage vigtigt for Kamilla Hesselholt.

- Noget af det vigtigste for mig, er at lære fra mig, så derfor drømmer jeg også om at udlære mit eget personale, så ved jeg også, hvad de kan - også når jeg ikke lige er her, fortæller hun.

Netop nu har Kamilla Hesselholt en elev, Olivia, som får masser af direkte oplæring af stjernefrisøren.

Og Kamilla Hesselholt har mange flere drømme om at bidrage med det hun kan. Før levede hun også af at lave shows og kollektioner og undervise andre frisører. Det får hun stadig tilbud om, og i næste måned er hun dommer ved Danmarksmesterskabet.

Der er masser af ting i støbeskeen hos Hesselholt Studio, men det vil frisøren endnu ikke løfte sløret for, hvad er.

Annonceret indhold

Nyeste