I dag er otte-årige Johnny erklæret rask.
Mennesker

Skagen samler ind: Johnny fik et hjem under sin sygdom

21. april 2024 kl. 20:00

SKAGEN: Når Skagen den 26. april ved et storstilet velgørenhedsarrangement samler ind til kræftsyge børn, går pengene blandt andet til Familiehuset ved Skejby Sygehus.

For familien Madsen, som består af far Jimmy, mor Iia og Johnny på nu otte år, har familiehuset haft afgørende betydning.

En mandag i december 2021 fik Iia og Jimmy fem minutter af deres læge til hurtigt at kaste tandbørster og tøj i en taske, og så ellers afsted til Hjørring Sygehus med deres dreng, Johnny, på fem år, som igennem en måneds tid var blevet dårligere og dårligere og svagere og svagere.

I Hjørring blev Johnny undersøgt, fik en blodtransfusion og efterfølgende overført til Aalborg sygehus, hvor han blev yderligere undersøgt og dagen efter fik diagnosen leukæmi og blev sendt videre til Skejby Sygehus.

- Det var først, da de sagde ordet ‘kræft’, at jeg forstod det, fortæller Johnnys far, Jimmy.

Og det er der måske ikke så meget at sige til, for det hele gik meget hurtigt i de dage. Mandag var de ved egen læge, og onsdag morgen sad de på Skejby Sygehus med en alvorligt syg fem-årig dreng og en taske med ikke meget andet end tandbørsterne og lidt ekstra tøj.

De første 14 dage var Jimmy og Iia indlagt sammen med sønnen på børneafdelingen i Skejby, men fik derefter tilbud om at flytte ind i Familiehuset.

- Først kunne jeg ikke overskue det, men så gik det op for os, at det lå lige overfor børneafdelingen, og at man kunne gå frem og tilbage på få minutter, fortæller Johnnys mor Iia. Og inden længe blev huset familiens nye hjem.

Og det kom til at betyde alverden for familien de næste fem måneder.

De boede roligt og trygt

I forhold til sygehuset var familiehuset meget roligt, der var ingen bippende kemo, ingen alarmer eller portører og folk på gangene. Bare ro.

For familien var det utrygt at skulle forlade sygehuset, når Johnny ind imellem blev udskrevet, og at tage hjem til Skagen var slet ikke en mulighed. Det var alt for langt væk.

- Det ville slet ikke være trygt at være så langt væk fra sygehuset, for Johnny kunne blive syg, hvad øjeblik det skulle være, siger Johnnys far og knipser med fingrene for at illustrere, hvor hurtigt det kunne gå.

For tre år siden blev familien ramt af en alvorlig krise, da den fem-årige Johnny blev ramt af leukæmi.

Et hjem uden for hjemmet

I familiehuset fik familien noget, der lignende en hverdag, de havde mulighed for at lave mad og spise sammen, vaske tøj og være for sig selv i deres rum, hvor der var eget bad og toilet, og værelse til Johnny. Det hele i isolerede og trygge omgivelser.

Her var det muligt at lave en tomatsuppe til deres syge dreng, hvis han endelig skulle få appetit - måske midt om natten.

Og det var muligt for Johnny at være sammen med andre børn.

- De cyklede på gangene. Måske ikke så længe, for det kunne de ikke holde til. Men bare en lille smule bevægelse betyder noget, når man er syg, siger Iia og fortsætter:

- For Johnny blev det et hjem. Han kaldte det ‘hjem’, fortæller hun.

Og for forældrene blev det et sted at få lov at være en familie midt i en hård krisetid og en mulighed for at finde støtte og være social sammen med andre forældre, som ved, hvad det drejer sig om. Alternativet for familien havde været at skulle indlogere og isolere sig på et hotel.

I samme båd

- Havde vi ikke boet i familiehuset i den periode, havde vi slet ikke haft noget socialt i de måneder. Nu fik vi mulighed for at knytte bånd og have nogen at snakke med, fortæller Jimmy.

- Og vi var i samme båd. Kastede et barn op ved bordet, efter kemo, var det bare at tørre barnet om munden. Vi kendte allesammen til det samme, fortæller Iia og forklarer, at det også gav de voksne mere overskud, at have nogen at snakke med.

- Vi talte ikke kun om sygdom, vi snakkede om alt muligt, fortæller hun.

Og for Johnny blev det muligheden for at komme “hjem” i faste rolige rammer ind imellem - om det så bare var et par timer mellem blodtransfusioner eller kemobehandlinger.

Sammenlagt var Johnny og hans forældre omkring fem måneder i Familiehuset.

I familiehuset ved Skejby kunne Johnny og hans familie få noget der lignende et almindeligt liv ind imellem kemo og blodtransfusioner.

Johnny er i dag otte år og blev i januar i år erklæret rask, men skal følge kontrol de næste fem år.

Familiehuset ved Skejby hører under Trygfonden.

Den 26. april afholdes det store velgørenhedsarrangement til fordel for Bamsemuseets arbejde blandt syge børn og deres familier på Kulturhus Kappelborg i Skagen.

Eventet er allerede fuldt udsolgt og kommer til at bestå af en middag kreeret af stjernekokken Michel Michaud, en auktion ved Alexa Bruun Rasmussen og en hel palet af forskellig underholdning.

Annonceret indhold

Nyeste