Karen Christensen skal ud og afprøve sig selv i hotelverdenen og har håndplukket Annegrete Bramsen Andersen fra Pyt, som sin afløser i Coster Copenhagen.
Shopping

Annegrete og Steen overtager Karens butik

09. marts 2024 kl. 12:16

Annegrete Bramsen Andersen og Steen Andersen, som har butikken Pyt i Skagen, overtager lørdag den 16. marts Coster Copenhagen i Skagen.

Karen Christensen, som i snart to år har bestyret Coster Copenhagen-butikken på Viggo Johansens plads og som har fået etableret butikken, som andet end en sommerbutik i byen, har valgt at søge nye udfordringer på Plesners Badehotel og har hele tiden haft et godt øje til Annegrete fra Pyt, som hendes afløser.

Og det er ikke helt tilfældigt, at valget faldt på Annegrete.

Samme ånd lever videre

- Vi er lidt af samme natur. Vi er typerne, der skal prøve noget af og godt kan lide noget nyt, siger Karen om sig selv og Annegrete, som nu overtager forretningen, og Annegrete supplerer:

- Jeg elsker forandringer og er sådan en lille islandsk hest, der har det bedst på gulvet, så da Karen såede det her lille spirende frø i mig, gik der ikke lang tid, før jeg havde besluttet mig, siger Annegrete, som også ligger vægt på, at der i Coster Copenhagen er størrelser fra x-small til xx-large, ligesom i Pyt.

- Her skal man ikke være begrænset af at være en lille pige eller have en stor barm, siger Annegrete, der også er tiltrukket af Coster Copenhagens farvestrålende univers.

Nyt på hylderne i Coster

Mens Karen Christensen har bestyret butikken, har der udelukkende været fokus på tøjet, men med Annegrete, flytter også interiør ind i butikken, som man kender det fra Pyt.

- Coster Copenhagen er ikke bare en butik, men skal gerne være en oplevelse. Her må man gerne bruge tid, fortæller Annegrete. Og at kombinere tøj og interiør er en tendens i tidens modebutikker, som passer den nye butiksbestyrer godt.

Desuden håber Annegrete, at butikken fremover vil kunne lægge hus til forskellige events; både arrangementer, som hun selv står for, som for eksempel modeshows og kundeaftener, men også gerne foreninger eller lignende, som butikken sagtens kan tilbyde at huse møder, events og lignende.

Coster Copenhagen er et lagersalg med brandet Coster Copenhagen, hvor varerne sælges til omkring halv pris. Fremover vil butikken også føre interiør.

Pyt holder allerede fra næste uge flyttesalg. Følg med på Pyt Skagens instagram og Facebook for mere.

Annonceret indhold

Nyeste