Cecilie Jørgensen med et par af Beauté Pacifiques populæreste cremer.
Shopping

Cecilie er klar til at springe ud som ny materialist

10. april 2024 kl. 19:02

SÆBY: Efter to års uddannelse i Matas Sæby kan Cecilie Jørgensen om tre måneder sætte punktum for sin elevtid med henblik på at blive materialist.

Den 3. maj påbegynder hun sin fagprøve, der strækker sig over syv dage i butikken, hvor fokus er på det danske brand Beauté Pacifique.

Cecilie har siden starten i Matas vidst, at hun ville holde fagprøve i det danske brand Beauté Pacifique.

- Jeg har altid haft en stor kærlighed til mærket, der har omkring 50 produkter på hylderne, siger Cecilie.

Navnet på hudplejeproduktet lyder ikke særligt dansk, men faktisk har Beauté Pacifique, siden stiftelsen for 27 år siden, haft hovedkontor i Hadsund.

- Jeg er meget fascineret af deres koncept omkring produkternes virkning på huden med mulighed for at følge op med scanninger, pointerer Cecilie.

Fredag den 3. maj vil der i butikken være mulighed for hudscanning fra en konsulent fra Beauté Pacifique.

- Her vil du have mulighed for at booke en tid i butikken til hudscanning og personlig rådgivning af vores konsulent, oplyser Cecilie.

Vin og goodiebags

Derudover afholdes der mandag den 6. maj en inspirationsaften, tilsat lidt mad og vin, der begynder i Vinuniverset, klokken 18.30.

Her vil der være fremvisning af produkter fra Beauté Pacifique. Senere går deltagerne op i Matas-butikken, hvor der er vejledning i brugen af produkterne, mulighed for at få scannet din hud, en konkurrence med præmier samt en købsbetinget goodiebags, fortæller Cecilie.

En billet til hele aftenen koster 150 kroner og kan købes i butikken eller på Club Matas.

I løbet af fagprøveugen er der mulighed for at booke sig ind til en personlig samtale om forskellige relaterede emner med Cecilie og hendes kolleger. Der kan bookes tid til en personlig samtale på Club Matas.

Når ugen er omme skal Cecilie udarbejde en rapport omkring sin fagprøveuge, hvorefter den afsluttende eksamen venter den 20. juni.

Cecilie Jørgensen, der bor i Asaa, har været glad for elevtiden i Sæby, hvor hun har skabt gode kunderelationer.

Efter endt uddannelse til materialist den 30. juni håber hun at få muligheden for at fortsætte i Matas-kæden.

Annonceret indhold

Nyeste