Gå på jagt i Sæbys butikker i efterårsferien
Igen i år er efterårsturpas til børn i alderen to til fjorten år det helt hotte i Sæby.
Bag aktiviteten står Sæby Handelstandsforening.
Lørdag formiddag startede turpassalget i Lanternens baggård, hvor køen allerede klokken lidt i elleve var lang.
- Der har været tryk på lige fra vi åbnede for salget, fyldt med masser af børn, forældre og bedsteforældre, som vil sikre sig en god aktivitet for børnene i efterårsferien, fortæller Michael Christensen, som er indehaver af Lanternen.
Turpasset koster halvtres kroner og er gyldigt fra mandag 18. oktober og til og med lørdag 23. oktober.
Et efterårsturpas giver børnene mulighed for at gå på jagt i femten af byens butikker, hvor børnene med passet får udleveret en lille ting.
Af de mange fine ting, som børnene får er der blandt andet en pruttepude, hindbærsnitte, slush ice, slik, svømmehalsbillet og en overraskelse.
Der er ganske få turpas tilbage og hvis man gerne vil have fat i et af dem, så er der mulighed for det på lørdag 16. oktober fra 11-12 i Lanternens baggård.