Her er det fra Big dollar i Hjørring, der var den blot tredje i hele landet. 
Shopping

Ny storbutik åbner i maj og søger nu personale

18. marts 2024 kl. 14:00
Opdateret 21. marts 2024 kl. 07:59

Big Dollar har nu sat dato på åbningen af den ny forretning i Frederikshavn, der bliver nabo til Lidl ved Hjørringvej. Åbningen bliver fredag 24. maj kl. 8.00.

Etableringschef Peter Jacobsen fortæller, at byggeriet er gået helt efter planen, så Big Dollar overtager bygningen som lejer midt i april. Herefter går man selv i gang med at sætte inventar op og fylde varer på de mange hyldemeter, så alt er klar til åbningen i maj.

- Vi har netop ansat en butikschef til Frederikshavn, men kan desværre ikke melde navnet ud endnu. Samtidig er vi gået i gang med at rekruttere de 12-13 medarbejdere, vi skal bruge. Stillingsopslaget er lige nu på Jobindex, og vi vil løbende holde jobsamtaler, så ansættelserne kan ske hurtigst muligt. Der er jo meget, der skal på plads inden 24. maj, siger Peter Jacobsen.

Big Dollar er en svensk ejet discountbutikskæde. Butikkerne sælger kosmetiske varer til personlige pleje samt husholdnings- bolig- og haveudstyr til lave priser. Sortimentet består af varer, som er egen import fra Asien eller indkøbt via grossister i Europa. I alt er der mere end 10.000 unikke produkter for hele familien.

Butikskæden er i en ekspansiv udvikling. I Sverige findes over 100 butikker, mens butikken i Frederikshavn kun er nummer 4 i Danmark efter Næstved, Brønderslev og Hjørring. 

Senere i år indvies BigDollar-butikker i Grenå og Randers, og i 2025 kommer der BigDollar i Thisted, Skive og Holstebro.

Annonceret indhold

Nyeste