Der ventes over 4000 tilskuere til fredagens lokalopgør i Aalborg. Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Håb om fuldt hus til nordjysk ishockeyslag: To hold med medvind mødes

Der er stadig håb om fulde huse til fredagens kamp mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks

10. september 2021 kl. 06:59
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:55

FODBOLD: Det er som regel ud fra lokalopgørene mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks, at nordjyske ishockeyfans sætter de største krydser, når en ny kampkalender offentliggøres.

I sidste sæson blev samtlige møder mellem de nordjyske ærkerivaler imidlertid spillet i tomme haller på grund af coronarestriktionerne, men når Aalborg Pirates i aften er vært for denne sæsons første lokalopgør, er tilskuerne tilbage.

- Vi regner med, at vi kommer på den rigtige side af 4000 tilskuere. Det er altid i de sidste dage inden kampen, at billetsalget for alvor rykker, så vi må se, om vi kommer helt op på udsolgt (5000 tilskuere, red.), men der kommer i hvert fald mere end 4000, siger Lars Laursen, der er administrerende direktør i Aalborg Pirates.

Han har siddet i direktørstolen siden oktober sidste år og kan konstatere, at Aalborg Pirates er sluppet godt gennem coronakrisen.

- Både i forhold til sponsorer og sæsonkortholdere står vi et godt sted, fordi mange har holdt ved i en svær tid.

- Jeg var lidt bekymret for, hvad der ville ske, når folk i så lang tid ikke kunne komme i hallen, men de har holdt ved, og det er vi selvfølgelig glade og taknemmelige for. Nu kan vi forhåbentlig betale dem tilbage med nogle gode oplevelser, siger Lars Laursen.

På isen er det også to hold, der har åbnet sæsonen med god medvind, der mødes i Gigantium. Aalborg Pirates har maksimumpoint efter to sejre over Odense og Herning, mens Frederikshavn White Hawks onsdag slog Herlev i sæsonens første opgave.

- Jeg tror, det bliver en meget spændende kamp. Det er stadig tidligt på sæsonen, og i hvert fald for vores vedkommende er det ikke alt, der er perfekt endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at begge hold vil gøre alt for at vinde, siger White Hawks-træner Jari Pasanen.

Han må til fredagens kamp fortsat se bort fra skadede Alexander Bumagin og Mikkel Bertelsen, men i onsdagens sejr i Herlev kunne han til gengæld give debut til den canadiske forward Mark McNeill, der over sommeren er blevet hentet til Frederikshavn.

- Han spillede en taktisk meget klog kamp. Det var hans første kamp i lang tid, så han har selvfølgelig brug for kamptræning, men jeg var meget tilfreds med hans indsats, siger Jari Pasanen, der ikke mener, at hans hold kan bruge det til det store, at det i optakten til sæsonen blev til to sejre af ligeså mange mulige over Aalborg Pirates.

- Nej, for preseason er preseason. Det ene hold kan have haft en hård træningsuge, mens det andet hold måske har prioriteret det anderledes. Nu er der point på spil, så det er et helt anderledes scenarie, siger Jari Pasanen.

Anderledes er det også, at de to holds spillere for første gang i godt halvandet år kommer til at spille for mere end 4000 tilskuere, men alt er ikke helt tilbage ved det gamle.

- Nu begynder arbejdet med at få os tilbage i folks bevidsthed igen. Vi skal have et hold, der kan spille med i toppen, og det har jeg jo et par kompetente folk i Garth Murray og Ronny Larsen (cheftræner og sportschef, red.) til at stå for, men vi skal også have gjort folk opmærksomme på, at det er fedt og sjovt at gå til ishockey igen. Der er nok lidt coronaforsigtighed her i starten, så der er noget rust, der skal bankes af, men derfor har vi også en vigtig opgave i forhold til at give folk nogle fede oplevelser, siger Lars Laursen.

Aalborg Pirates må til aftenens kamp undvære Nikolaj Carstensen, der er blevet idømt tre spilledages karantæne efter en tackling i søndagens kamp i Herning, mens en skade har holdt Emil Marcussen ude af sæsonens første kampe.

Annonceret indhold

Nyeste