Fra en tidligere koncert i Anchers Have i 2022, hvor Coco O gav koncert.
Det sker

Store musiknavne på plakaten: Museum præsenterer nye arrangementer

21. april 2024 kl. 21:25
Opdateret 22. april 2024 kl. 19:00

SKAGEN: Guldimund, Vilma, Carl-Emil Petersen og Marie Key giver alle koncert i Skagen denne sensommer.

Det gør de, når Skagens Kunstmuseer i et storstilet og bredt sammensat arrangementsprogram åbner den historiske have ved Anchers Hus op for nutidens musiske kunstnere og lader tidens pop spille i de historiske rammer.

- Alt hvad vi gør på museet har jo en krog i vores historie og samling, og kunstnerkolonien i Skagen var mere end malere med pensler i hånden. Omkring Ancher og Krøyer var også arkitekter, skuespillere, journalister, forfattere, komponister og dansere og alle mulige forskellige kreative typer, fortæller Simone Sefland Pedersen, som er kommunikationsansvarlig på Skagens Kunstmuseer og forklarer, at det derfor falder museet naturligt også at præsentere andre former for kunst på museet i Skagen.

- Vi gør det også for at trække tråde tilbage i den historie og præsentere museet som et sted, hvor der er plads til alle mulige kunstarter, selvom kerneydelsen er vores samling, siger Simone Sefland Petersen.

Talks på porgrammet

Ud over musikken byder det nye arrangementsprogram også på Talks under konceptet ‘Aftenakademiet 2.0’. Her vil der blandt andet blive afholdt talks med Anders Morgenthaler, Carina Ren og Lars Ramme Nielsen omkring bæredygtig turisme. Og strikkeguruen Lærke Bagger lægger vejen forbi og remixer Skagens Kunstmuseer, som det hedder sig.

Museet ønsker flere fællesskaber

- En af de strategier, vi arbejder med på Skagens Kunstmuseer, er flere fællesskaber. Under kunstnerkolonien udfoldede fællesskaberne sig jo i stor stil på det, der i dag er vores matrikler. Så nu er en af vores strategier at åbne vores huse og haver endnu mere, og det gør vi ikke kun ved at åbne lågerne, så derfor har vi lavet et kæmpestort arrangementsprogram i år, siger Simone Sefland fra museet.

Vilma og Marie Key giver koncert i Anchers Have den 2. august. Carl-Emil Petersen og Guldimund spiller samme sted den 30. august.

Billetsalget starter den 8. maj på www.skagenskunstmuseer.dk , hvor det også er muligt at læse mere om det store arrangementsprogram på museet.

Annonceret indhold

Nyeste