Anita og Brian Madsen driver byens ældste bageri i Vestergade. De håber, der kommer nyt liv i Centerbageriet, for Frederikshavn er stor nok til tre bagerforretninger.
Shopping

Konkurrenterne beklager lukning af bageri

18. april 2024 kl. 14:02

En seddel i døren forkyndte forleden, at Centerbageriet i Frederikshavn er lukket. Det er byens største bageri, men har de senere år ført en noget omtumlet tilværelse med lukninger og konkurser. Frederikshavn har nu to selvstændige bagere, Bager Madsen i Vestergade og KonditorBager Birk i Søndergade. Hertil kommer Føtex’ bageri.

Selv om det umiddelbart kan synes attraktivt, at en konkurrent forsvinder fra markedet, beklager de to tilbageværende bagermestre, Brian Madsen og Bjarne Frimer Jensen, Centerbageriets lukning.

Bager Madsen er byens ældste bageri, som har været i samme bygning i 137 år. Anita og Brian Madsen har drevet bageriet i 28 år. De overtog det fra Brians forældre, der havde det i 27 år. Bager Madsen har seks bagersvende ansat og leverer friskbagt brød til Meny foruden den store, faste kundeskare, der kommer i butikken i Vestergade.

Bjarne Frimer Jensen, KonditorBager Birk, tilbragte en stor del af sin barndom i Centerbageriet, som hans onkel drev, og håber der kommer en ny bagermester.

- Vi håber, der kommer en ny bager i Centerbageriet. Frederikshavn er stor nok til tre bagerier. Vi fik en føler fra Centerbageriets pengeinstitut, om vi ville overtage det, men svaret var nej. Vi driver en god og sund forretning her i Vestergade, siger Anita og Brian Madsen.

Bjarne Frimer Jensen, KonditorBager Birk, har stor veneration for Centerbageriet, hvor han tilbragte en stor del af sin barndom, mens onklen drev det. Han håber, at der snart kommer gang i det igen. Der er ikke mange unge bagere, så han tror, det bliver en kæde, som overtager.

- Jeg har lige haft 40 årsjubilæum som bager. Jeg overtog Bager Birk for 18 år siden, og her har jeg en fornuftig forretning. Selv om en lang periode med vejarbejde har været hård, så klager jeg ikke. Vi har en god kundekreds og leverer frisk brød til fire Rema 1000-butikker i Frederikshavn og Sæby, siger Bjarne Frimer Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste