På turen kan deltagerne få et velfortjent pitstop under skyggefulde bøgetræer.
Det sker

Lokale inviterer til vandretur i smuk natur

11. april 2024 kl. 14:00

SÆBY: Sidste år fik Susanne Lynch Donvild og Birgitte Mathiasen ideen til at arrangere en vandretur omkring Voersås flotte varierende natur, som de kaldte Danmarks Hyggeligste.

Ideen blev ført ud i livet til glæde for 160 glade vandrede.

En god respons fra deltagerne og med håndslag fra de mange frivillige hjælpere, var de ikke i tvivl om, at succesen skulle forsøges gentaget i år.

Initiativtagerne Bent, Birgitte og Susanne, er igen i år klar til at tage imod deltagerne til Danmarks Hyggeligste Walk.

Lørdag den 15. juni vil den lille idylliske landsby Voerså ved østkysten syd for Sæby igen summe af folk i alle aldre, der med alle sansers brug går ud og oplever naturen.

Netop arrangørernes kærlighed til naturen afspejles i deres valg af en ny og særlig rute, ”Kram et træ”, og en del af deltagergebyret vil gå til Den Danske Naturfond.

Afmærkede og guidede ruter

Interesserede kan vælge mellem 6, 10, 18 og 25 kilometers afmærkede ruter.

Kram et træ ruten bliver guidet af Sanne Schiørring Madsen, som nogle måske kender fra TV udsendelsen Landmand søger kærlighed.

- Kom og vær med, der er en rute for næsten alle ben, og ingen siger, at man skal gennemføre indenfor en stresset tidsramme. Man kan blot vælge sin rute, tilmelde sig, og nyde naturen, siger medarrangør Susanne Lynch Donvild.

Sidst år var der høj sol - og humør ved start fra Krogrunden.

Med god opbakning fra en række forretningsdrivende vil der blandt deltagerne blive trukket lod om 25 goodiebags plus en halv snes flotte præmier, hvoraf nogle har en værdi på cirka 1.000 kroner.

Der er mulighed for at købe tre typer billetter:

1. Ved køb inden den 15. april - Early Bird, opnås en rabat på 50 kroner/billet.

2. Almindelig billet, som kan købes til og med 31. maj

Indeholdt i prisen på Early Bird og almindelig billet er en t-shirt, sandwich og vand. Deltagerne får 14 dage før en mail med praktiske oplysninger.

3. Køb på dagen til almindelig pris, men uden t-shirts, sandwich, vand og forudgående informationer.

I teltet kan der hele dagen købes drikkevarer og lidt at spise og der er adgang til velassorterede depoter.

Start- og målområdet bliver som sidst år på ”Krogrunden”, Åhavevej 2, Voerså, 9300 Sæby, hvor der vil være åbent fra klokken 08.30 til 18.00.

Den Danske Naturfond

En del af startgebyret doneres til Den Danske Naturfond.

Naturfonden skriver på deres hjemmeside, at vi køber, beskytter og genopretter natur i hele Danmark og sikrer naturen for altid og unikke naturoplevelser til alle.

Alle donationer går ubeskåret til opkøb af mere unik vild dansk natur, som vi passer på. Din støtte sikrer naturen, hvor den findes og er truet, og genopretter den, hvor den før har været.

Annonceret indhold

Nyeste