"24 timer ved havet" løber af stablen  den 1.-2. juni 2024 på Paradisjorden i Sæby.
Det sker

Nu kan du tilmelde dig til sommerens fest

04. april 2024 kl. 06:01

SÆBY: Kalder alle gader og stræder af godtfolk i Sæby! Kom og vær med til "24 timer ved havet" den 1.-2. juni 2024 på Paradisjorden.

De første 200 er allerede tilmeldte, men der er plads til mange flere deltagere, som ønsker at kombinere socialt samvær og bevægelse.

Uanset om du foretrækker at tilbagelægge den 2 kilometer lange rute i vandrestøvler, løbesko eller sandaler, er det helt op til dig. Det vigtigste er at deltage på dine egne præmisser.

Der er mulighed for at tilmelde sig enten som enkeltperson eller på et stafethold, hvor holddeltagerne skiftes til at tilbagelægge ruten. Og der er rig mulighed for at hygge sig på pladsen hele dagen, eller døgnet rundt, da man er velkommen til at medbringe telte, grill, borde og stole.

Løbe- eller gåfesten starter den 1. juni kl. 12.00 og fortsætter indtil den 2. juni kl. 12.00. Det er ikke et krav at være med alle 24 timer; man kan også "nøjes" med 3, 6 eller 12 timer, halvmarathon eller marathon.

Lad jer ikke afskrække af "24 timer" – der er plads til alle, både børn og voksne, og hvor meget I vælger at bevæge jer og hvor mange pauser I holder, holdes ikke styr på.

Saml et hold af venner fra vejen, kolleger, fodboldklubben, spejdertruppen, mødre/fædregruppen, eller hvem det end måtte være, og inviter dem til en alternativ sommerfest på Paradisjorden.

Det bliver ikke kedeligt – festen varer til den lyse morgen og længere endnu.

Tilmelding kan ske på Sportstimings hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste