255 var med til at samle ind i kommunen. 
Livet her

Indsamling sætter rekord i Frederikshavn Kommune

15. april 2024 kl. 14:00

Ved Landsindsamlingen for Kræftens Bekæmpelse søndag 7. april lykkedes det i Frederikshavn Kommune 255 frivillige at indsamle næsten en halv million kroner, helt nøjagtigt 446.740 kr.

- Det er ganske enkelt et rigtig flot resultat, fastslår områdeleder Finn Hjortholm. 

Indsamlingsbeløbet er 27% højere end sidste års indsamling og markant højere end den hidtidige rekord fra 2021, som lød på 366.520 kr.

- Jeg vil meget gerne takke borgerne i hele kommunen for deres store opbakning til kræftsagen.

Samtidig vil jeg også gerne sende en stor tak til alle vores distriktsledere i Frederikshavn, Skagen og Sæby og vores opland for en rigtig god indsats med at finde frivillige indsamlere til at gå med indsamlingsbøtterne i søndags, fortsætter Finn Hjortholm.

I Frederikshavn by og opland lykkedes det at få et flot fremmøde af frivillige til den årlige indsamling.

120 indsamlere, heraf 65 i Frederikshavn by, var med til at indsamle 210.530,00 kr. Skagen og opland indsamlede 129.441,00 kr. med 67 indsamlere og Sæby med opland 106.769,00 kr. med 68 indsamlere.

Det flotte resultat vækker glæde hos de lokale indsamlingsledere, Finn Hjortholm og Charlotte Pape, Frederikshavn, Bente og Jens-Erik Sørensen, Skagen samt Lene Nielsen og Elin Jakobsen, Sæby.

- Skønt der som bekendt er mange indsamlinger til lige så gode formål som vores , ja, så blev vi rigtig godt modtaget. Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med og glade for, fastslår Finn Hjortholm med taknemmelighed.

Fie Mølholt, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Frederikshavn, supplerer:

- Det er helt fantastisk, at så mange indsamlere endnu engang valgte at bruge deres søndag på at støtte kræftsagen. Det er bare super godt gået! Jeg vil også gerne sige tak til de mange gavmilde borgere i hele Kommunen, der tog så godt imod indsamlerne.

Annonceret indhold

Nyeste