Den århusianske forretningsmand, Søren Madsen, besøgte Mimis Bistro som gæst, faldt for stedet og har nu overtaget og renoveret restauranten.
Mad & Drikke

Lokalt spisested blomstrer takket være godt værtskab og god mad

16. april 2024 kl. 17:00

Den århusianske erhvervsmand Søren Madsen startede med at besøge Mimis Bistro i Strandby som gæst, når han var i sit sommerhus. Han syntes godt om stedet, og det endte med, at han overtog restauranten.

Mark Larsen er ansat som restaurantchef i Mimis Bistro. Ses her i den nyrenoverede førstesal.

Efter lidt turbulens fik Søren Madsen sammensat et nyt team bestående af Mark Larsen som restaurantchef og hans mor, Diana Storegaard Møller i køkkenet. Samtidig insisterede Søren Madsen på at alle ansatte skulle have fokus på det gode værtskab. Byde velkommen, tale med gæsterne, aktivere børnene osv., så alle føler sig set og har en hyggelig tid – præcis, som hvis de var gæster derhjemme.

Diana Storegaard Møller hersker i køkkenet. Sidste år blev det bl.a. til 5500 stjerneskud.

Det ny koncept slog an, og gæsterne strømmede til. Navnet Mimis Bistro blev bibeholdt, da den ny besætning slog dørene op 31. marts sidste år. I første omgang tænkt som en sommerrestaurant, men nedlukningen blev udsat gang på gang, fordi gæsterne blev ved med at komme. Helt til december.

Den ny trappe til førstesalen er til stor glæde for både gæster og personale.

Søren Madsen og teamet har så brugt vintermånederne på ombygning og renovering af restauranten med bl.a. nyt køkken og ny trappe til førstesalen. Indgangen er åbnet op, og udenfor er indrettet en overdækket lounge, ideelt for gæster med hund og dem der vil sidde lidt mere afslappet. Det tidligere baglokale/dartrum/mødelokale er nu indrettet som selskabslokale og til arrangementer.

Søren Madsen er vild med de flotte tegninger, som børnene har lavet til ham, og gemmer dem alle.

- Det er vores højeste mål, at gæsterne føler sig velkomne, at de får skuldrene ned og hygger sig i de timer, de er hos os. Det er måske ikke særlig originalt, men der er ikke så mange restauranter, der formår at gennemføre det. Det kræver, at man virkelig kan lide det, man laver, og det kan vi her på stedet. Og jeg må sige, at jeg er blæst bagover af opbakningen fra lokalsamfundet. Det er de lokale gæster, der gør det muligt at holde åbent det meste af året, siger Søren Madsen.

Han føjer til, at beliggenheden i Strandby Havn er perfekt. Her er et autentisk havnemiljø, en stemningsfuld ramme om et restaurantbesøg. Og her får man den friskeste fisk landet samme dag. Det kan gæsterne lide – sidste år serverede Mimis Bistro over 5500 stjerneskud.

Annonceret indhold

Nyeste